Nyheder
De seneste nyheder, indlæg o.l. - fra hele hjemmesiden
Efter den fantastiske holdindsats i Gråsten, er vi klar til divisionsfinalen, DM Hold, den 8.oktober i Broddingbjerg ved Viborg. Hvor kunne det være vildt, hvis vi kan stille ligeså stærkt et hold der! Vi fejrer kvalifikationen med en hyggelig klubtur op til løbet.
Programmet står på fortræning i Vindum Skov og så selvfølgelig hygge og samvær.
Klubben giver et tilskud, der dækker forplejning og træningspas i Vindum. Deltagerbetalingen dækker overnatning svarende til kostprisen, alt efter om man vælger at overnatte i hytten eller på motellet.
Mere information kan findes i den vedhæftede indbydelse: Inbydelse klubtur til DM Hold 2023.pdf
Tilmelding på hjemmesiden senest 1.okt. For motellet dog senest 25.september: http://tilmeld.ok-snab.dk/
Betaling skal ske til klubbens konto: 9402 7256361 Angiv hvem betalingen dækker.
Der er igen gode nyheder om vores dygtige eliteløbere.
Dagen inden, mange af dem troppede op sammen med alle os andre for at samle point i Divisionsmatchen i Gråsten (som vi jo vandt ;o)) havde de deltaget i testløb på Sjælland, for at komme i betragtning til det landshold, som skal vise Danmarks farver frem til EM d 4.-10. oktober. Det er årets sidste internationale mesterskab og foregår i det nordlige Italien omkring Gardasøen og Verona. Der skal kåres europamestre i sprintdisciplinerne: Knock-Out, Individuel Sprint og Sprint Mix stafet.
OK Snab's Eva Örnhagen Jørgensen til tops på sin sidste DM Lang som juniorløber.
Årets DM Lang lå i hænderne på Eva's egen klub OK Snab, og Rosenvoldskovene på nordsiden af Vejle fjord lagde terræn til den store begivenhed. Et jomfrueligt terræn i orienterings-øjemed med stejle skrænter, et detaljeret kurvebillede nede ved vandkanten og frodig bevoksning. Med andre ord en karakteristisk Vejle-skov.
De lange baner gav godt med udfordringer til løberne, da de mange højdemeter gjorde sit for at udfordre løbernes fysik. Hvert et stræk var en udfordring i sig selv, og det stillede samtidig høje krav til teknikken. Eva Örnhagen Jørgensen var allerede undervejs på banen godt med og kunne overhale et par af konkurrenterne undervejs. Dog gav nogle poster sidst på bane udfordringer til teknikken, da terrænet skiftede karakter og blev mere lusket og fladt. Men på trods af de drilske passager løb Eva Örnhagen Jørgensen over målstregen med hurtigste tid og vinder dermed GULD i D20.
Det er samtidig Eva's sidste år som juniorløber, og det må siges at hun afslutter med manér. Stort tillykke til Eva - vi glæder os til at se, hvad det kan drives til som seniorløber.
sendt til Vejle Amts folkeblad sammen med det viste billede og et af Eva i skoven
OK Snab's fantastiske herrehold vinder GULD til DM Stafet 2023 og skriver dermed klubhistorie.
DM Stafet blev afviklet i skovene ved den fynske herregård Brahetrolleborg på midtfyn. Forud for DM Stafet var OK Snab's førstehold, bestående af Jeppe Edvardsen, Linus Agervig Kristianson og Magnus Dewett, ét af favoritholdene til guldet, men det var på ingen måder sikkert, at det ville falde ud til OK Snabs fordel.
Jeppe Edvardsen på førsteturen kommer ind umiddelbart efter strækvinderen. Dermed sendes Linus Agervig Kristiansson "på jagt", og det lykkedes ham på overbevisende vis at skabe et hul på 1:20min til de andre hold. Magnus Dewett løber derfor ud som første mand på sidsteturen og holder føringen det meste af banen. Efter publikumspassagen, hvor OK Pan's sidsteløber er foran, løber begge løbere imidlertid forkert til næste post - Magnus Dewett finder dog hurtigst tilbage på rette spor, og løber OK Snab's herrehold først over målstregen til en fantastisk GULD-medalje efter en super spændende dyst.
Stort tillykke til OK Snab's dygtige eliteløbere. Linus og Magnus er udtaget til det danske landshold til EM i oktober i år, og Jeppe er udtaget til reserve
sendt til Vejle Amts folkeblad sammen med billeder her samt et podiebillede.
Vi træner i Nørreskoven - OG det betyder jo fællesspisning. Vel mødt
Mødetidspunkt: Børn/unge kl 17.15, voksne kl 17.30.
Mødested: Klubhuset ved Vejle Atletikstadion