Nyt om klubben
Nyheder og informationer fra bestyrelsen, samt beretninger fra løb
- Detaljer
- Skrevet af: Lars Pagh
DM stafet og DM lang blev afviklet i Grib Skov i weekenden, og OK SNAB kom hjem med medaljer på stribe.
I stafetten lørdag var der GULD til trioen Eva Örnhagen Jørgensen, Ida og Malin Agervig Kristiansson i D20. En rigtig flot præstation af de talentfulde piger – ikke mindst når man tager i betragtning, at Malin er 18 og Eva bare 16 år.
Talentfulde piger har SNAB også i D12, hvor Agnes Fjordside Pagh, Lea Lyders Gade og Ella Kolstrup Hansen ligeledes hentede GULD. Flot, piger!
På medaljeskamlen lørdag var der desuden bronze til Rasmus Edvardsen, Sejer Bloch Rosenvinge og Axel Örnhagen Jørgensen i H12, Linus Agervig Kristiansson, Jeppe Edvardsen og Felix Isaksen i H20, Kaj Isaksen, Jesper Fenger-Grøn og Flemming Jørgensen i H50 og Lars Munch, Helle og Henning Schou i D/H185.
- Detaljer
- Skrevet af: Lars Pagh
OK SNAB genvandt på overbevisende manér 1. division i Sydkredsen ved divisionsmatchen i Højgård Skov. Det betyder, at vi er kvalificeret til divisionsfinalen (også kaldet DM Hold), hvor vi skal løbe mod de to bedste klubber fra hver af de andre kredse samt Kolding fra Sydkredsen. Finalen løber af stablen i Als Nørreskov d. 6. oktober kl. 11.00. Stævneplads er ved Nordal Naturskole.
Selvom det er en finale, er det som det plejer, dvs. baner i alle sværhedsgrader og klasser til alle. Også selvom du ikke har været med før og ikke har nogen særlig erfaring. Det er for alle i OK SNAB! Der bliver igen masser af klubhygge på stævnepladsen. Vi arrangerer fælles kage, kaffe og sodavand ved vores klubtelte når vi har løbet. Og der bliver også arrangeret fælles bustur! Se meget mere i den vedhæftede pdf nedenfor, print den og hæng den på dit køleskab.
- Detaljer
- Skrevet af: Lars Pagh
OK SNAB er klar til DM-hold finalen efter en suveræn præstation i divisionsmatchen søndag. Den blev afviklet i de sensommervarme skove ved Højgård og Brandbjerg med OK Gorm som værter. Banerne bød på masser af udfordringer og masser af højdemeter!
Med maksimum point 6 og en sammenlagt score på 675 – 383 for de tre matcher mod Kolding OK, Odense OK og HTF Haderslev, var der aldrig tvivl om udfaldet. Vi stillede med 103 deltagere, hvilket må være rekord for OK SNAB i en divisionsmatch, og der var hygge og super stemning på stævnepladsen.
- Detaljer
- Skrevet af: Lars Pagh
Der var regn over Lohals i weekenden 17.-18. august. Regnen fra oven kom dog heldigvis primært før og efter afviklingen af de jysk-fynske mesterskaber i orienteringsløb, JFM. I år blev de afholdt ved Lohals på det nordlige Langeland, hvor Svendborg OK var arrangør med hjælp fra Odense og Fåborg.
Medaljeregn over OK SNAB var der til gengæld masser af! I stafetten lørdag var der JFM-guld til Ella, Maja og Agnes i D12, Axel, Sejer og Rasmus i H12, Eva, Rikke og Ulrika i D21, Kristian, Thomas og Karsten i H21 samt Jesper, Flemming og Peter i H50. Desuden bronze til Jeppe E, Jeppe L og Casper i H20. Og så var der indvielse af et af de nye klubtelte, der blev brugt både på stævnepladsen og til fællesspisning på campingpladsen!
- Detaljer
- Skrevet af: Helle Schou
Det danske Juniorlandshold gjorde det rigtig godt ved årets Junior VM. Der blev ikke hentet medaljer, men løberne sikrede sig en række rigtig gode og lovende placeringer i konkurrencerne, hvor ca. 160 af hvert køn fra i alt 41 lande deltog.
Billedet er fra kvalifikationen til mellemdistancen, hvor OK SNAB's Morten Örnhagen Jørgensen og 4 af de andre danske herre-løbere sikrede sig en af de kun 60 pladser i A-finalen.
Generelt løb Morten nogle gode og stabile løb og kan være rigtig godt tilfreds med sin indsats.




