Orienteringsklubben OK SNAB i Vejle er repræsenteret på det danske junior-landshold i MTBO med Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen. MTBO er en forkortelse af MounTainBike Orientering. Det er en disciplin indenfor Orienteringsporten som gennemføres på cykel, men ellers fungerer som fod-orientering, hvor der skal gennemføres en bane med poster vha kort og kompas. I de finske terræner er det dog tilladt at færdes udenfor stier og veje - til forskel fra i Danmark. Junior- og SeniorVM i MTBO afvikles i Kuortane i det vestlige Finland fra d 10.-18.juni, og der dystes i forskellige discipliner: Masse-start, Sprint, Mellem-distance, Lang-distance og Stafet.
Morten Örnhagen Jørgensen er sidste års junior, og landstræneren Allan Jensen har haft høje forventninger til den unge mands formåen. Det må man sige den unge Vejlenser har indfriet! Morten imponerer med – indtil videre - 2 Guld-medaljer og 1 Sølv-medalje, ud af tre mulige starter.
I lørdags var der Masse-start på programmet. Trods en lille fejl i starten af banen, fik Morten hurtigt indhentet og overhalet feltet, og kørte nærmest de 25 kilometer alene fra spidsen med næsten 2 min ned til sølv-vinderen og resten af de knap 40 hårde konkurrenter.
- Jeg kørte med de første til post 1 og fik læst resten af den første bane dér, og så gav jeg den bare gas, og lavede ikke nogle bom (betyder ”fejl”) og kørte kontrolleret. Jeg ved ikke med vejvalgene, men det må have været rimelig godt, konstaterede den nyslåede verdensmester tørt, kort efter han var trillet over stregen.
Søndag stod den så på Sprint, som udfordrede rytterne på deres tekniske evner med et udfordrende stinet i bynær skov med fart på hele vejen rundt på den ca 7 km lange banen. På trods af et tidstab i starten af banen, kørte Morten sig flot op gennem top 10 på sidste halvdel, og tog en flot Sølv-medalje på dagens sprint i Seinäjoki – kun 11 sek efter Guldvinderen.
Mandag var der mellemdistance på programmet – 15,6 km plus det løse i finsk terræn. Morten Örnhagen Jørgensen kørte på imponerende vis igen Guldet hjem med 30 sek ned til anden-pladsen, som faktisk var landsholdskammeraten Mikkel Brunstedt Nørgaard. De to danskere lå længe med næsten ens radiotider og det var nærmest kun et spørgsmål om, hvilken af de to danskere, der skulle køre med guldet. Morten Örnhagen havde lidt mere at træde med på de sidste seks poster, der var mere fysisk betonede med nærmest udelukkende lange stræk.
- Det var et godt løb. Jeg startede ikke så hurtigt ud, men havde det under kontrol, så det var fedt, sagde Morten Örnhagen Jørgensen efterfølgende.
Og VM er ikke slut endnu! Der er stadig 2 discipliner på programmet – onsdag med lang-distance, lige knap 30 km for juniorernes vedkommende - og torsdag med stafet, hvor hold bestående af 3 ryttere skal kæmpe om placeringerne. Junior-herrerne (H20) skal køre 3 gange ca 30 min, og H20-holdet med Morten, Mikkel og Noah må nok regnes som favoritter.
Morten var meget talentfuld som o-løber indtil en alvorlig knæskade opstod som krævede operation - dog uden garanti for succes. I de følgende år kæmpede Morten for at genoptræne og genoptage sin løbskarriere - men smerter forhindrer ham fortsat i at løbe på højt niveau. Under skadesperioden cyklede han meget, og det var oplagt at tage kort og kompas med på turene. Nu handler det om en helhjertet satsning på MTB - med og uden kort.
Som ungdomsløber nåede han at markere sig som et stort talent. Han løb sig til adskillige danske mesterskaber og 2 gange vandt han ”Verdens største orienteringsstævne, O-ringen” i Sverige, hvor det var bemærkelsesværdigt, at en dansk knægt kunne slå de nordiske brødre på udebane. Nu gør han det igen - dog på cykel.
Vi vil følge spændt med i resultaterne de kommende dage - man må sige at resultaterne fra de første 3 discipliner giver høje forventninger!
Det ovenstående dannede grundlag for denne fine artikel i VAFO: https://vafo.dk/artikel/vild-uge-vejlenser-er-tredobbelt-verdensmester-i-en-cyklende-sport-du-sikkert-aldrig-har-h%C3%B8rt-om




