Grænsen mellem at være entusiastisk omkring sin sport og have en skrue løs kan være hårfin. Jeg er sikker på der er delte meninger når man siger at man har løbet rundt i en mørk skov omkring midnat og først var hjemme kl  02:00. Ikke desto mindre havde 17 SNAB-løbere fundet vej til Mariager Fjord – nærmere bestemt Hou Skov.

Spændende at løbe rundt i en ”ny” skov – også selv om man ikke rigtig kunne se noget. Men på kortet kan man se fjorden så mon ikke der har været god udsigt på nogle af de mange bakketoppe. Banelæggeren havde fået gode og spændende baner ud af den lille skrænteskov.

Mariager Fjord OK havde stablet et godt arrangement på benene. Noget atypisk i Danmark så blev man fragtet til start i bus, og når man passerede målstregen var der stadig en lille km til brikaflæsning. Stævnepladsen var hyggeligt indrettet i en sportshal, så der var bad med varmt vand for en gangs skyld.

Ulrika fortsatte de gode takter fra forårets første stævner og snuppede årets første DM guld. Helle og Flemming løb sig til en sølvmedalje – en placering Martin var 4 sekunder fra og derfor måtte tage til takke med bronze.

I D14 fik Eva en flot 4. plads. Her kom Johanne fint rundt i sin DM nat debut på en svær bane. I H14 måtte Jeppe og Felix konstatere at konkurrencen er hård i denne række og hvis man ikke løber fejlfrit, så er pladserne på podiet ikke til at komme i nærheden af. Også Rikke i D16 samt Casper og Rasmus i H18 var kommet op mod meget stærke modstandere.

Efter en lang tur hjem midt om natten kan man bare glæde sig over at dagene er blevet lysere, så der er længe til at pandelampen skal tages i brug igen.