Forårssæsonen blev traditionen tro skudt i gang i det nordjyske her i weekenden. Aalborg OK inviterede til Nordjysk 2-dages 2015 i Hammer Bakker, og ca 1800 o-løbere mødte op; 28 var Snab'ere fra Vejle.
Solen skinnede, det var lidt køligt i vinden, men skoven var åben og vi løb os hurtigt til varmen. Det var dejligt at være til stævne igen, og alle så ud til at nyde både skovturen og hyggen i mylderet på stævnepladsen.


Foto: lørdag sikrede alle medlemmer af familien Örnhagen Jørgensen sig 1. pladsen i deres respektive klasse - vildt sej sæsonstart (/Helle).


Hammer Bakker har været lukket for o-løb i lang tid, men nu fik vi mulighed for at nyde et åbent og letløbt terræn. God sigt gjorde at tempoet kunne skrues op, og dermed var der lagt op til tætte opgør og spænding om resultaterne. For mange var det eneste lille minus, at banerne var ret korte, og vi ikke fik mulighed at finde ret mange poster om søndagen.

Snab gjorde sig særligt bemærket om lørdagen, hvor både Axel (H10B), Eva (D12A) og Morten ÖJ (H16A) stod øverst på listen. Felix og Jeppe (H14A), Johanne (D14A) og Amanda (D16A) blev også godt placeret efter flotte indsatser både lørdag og søndag. For mange betyder sæsonstart også nye udfordringer og ny klasse, hvilket er med til at skabe særlig interesse og spænding i ungdomsklasserne.

Nu er vi godt i gang - og vi ser frem til kommende weekender. Forårets højdepunkt er nok Påskeløbet på Djursland for mange. Dertil har vi 3 uger til at slibe formen...

Se i øvrigt resultater og billeder på løbets hjemmeside http://nordjysk2dages.dk/jom3/index.php