En weekend i april kan udnyttes maximalt til orientering, hvis man altså både vil og kan...
Det gælder for Amanda; 15 år, frisk, dygtig og super motiveret. Torsdag aften joggede hun rundt og varmede op på en P-plads i Brande. I TVO’s regi var der sprinttræning forud for kommende mesterskab. Det betød nyrevideret kort 1: 5 000, 2 runder à 2,1 km, tracking og EMIT – det hele super veltilrettelagt, ambitiøst og sjovt. Præcis som Amanda.
Hun vinkede glad, da hun løb forbi. Hun virkede afslappet men fokuseret, og få minutter senere løb hun af sted. Hun havde den nye, lyse TC-bluse på og så knaldgodt ud. På tracking’en kunne man følge hendes prik. Hun laver et lille svaj, det koster lidt, men hun har hele tiden et godt tempo. Amanda var alligevel ikke helt tilfreds, da hun kom til mål. På anden runde var hun opsat på at få det hele til at køre. Hun rystede benene, strak lidt ud og gjorde sig klar til næste gennemløb. - Nu skulle posterne sidde der, og der var fuld fart fra start.
Fredag betød ”let styrketræning”, 30 minutter hjemme på stuegulvet.
Om lørdagen inviterede Kolding OK til sprint-stafet i Byparken. De ville teste deres tidtagningssystem forud for efterårets DM-stafet, og det passede Amanda perfekt. Så kunne hun få endnu en god sprint-træning – denne gang på hold med veninderne og konkurrenterne. Sådan er det for Amanda. De værste konkurrenter er samtidig de bedste venner, og træning betyder godt nok sved på panden og trætte ben, men lige så meget dejligt samvær med søde og ligesindede piger. Pigerne hygger og pjatter efter at have løbet, men de udfordrer og udvikler hinanden ved at træne med og mod hinanden.
Amanda løb en flot 1. tur, og sammen med Lise T. og Hedvig (fra OK Syd resp. Melfar) vandt de ungdomsrækken. At det udfordrende drengehold fra Snab (Casper, Rasmus og Morten Ö) klippede forkert og blev disket gør ikke præstationen ringere. Sprintorientering er tæt, intenst og hårdt, og pigerne klarede det hele vejen. Efter løbet fulgtes de 3 piger hjem til Amanda, for at slappe af, hygge og lade op til søndagen.
Der mødtes vi igen. Gudenådysten blev afviklet i Thorsø Bakker med Silkeborg OK som arrangør. Det var rigtig spændende og krævende orientering. Terrænet er ”konge” med krævende kupering og områder med tæt bevoksning og finurlige detaljer. Vi blev budt vejvalgsproblemer og sjov finorientering – ja, vi fik hele ”pakken”. For Amanda betød det endnu et flot løb. Dog lod hun lod sig påvirke af en konkurrent på et par stræk, hvilket forstyrrede den gode følelse. Det rakte dog til en 2. plads i D16, og dermed blev KUM-billetten sikret, og Amanda kan med ro i sindet forberede sig til de næste løb.
Det betyder påskeferie og restitution mandag, en rolig joggetur, evt. med lidt fartleg, hvis benene er til det tirsdag - og ellers afslapning forud for 3 spændende Påskeløb på Fyn. Held og Lykke!





