Vi fik en fin start på sæson 2014, da o-klubben i Esbjerg var værter for løb i Grimstrup Krat i søndags. Skoven var sjov at løbe i med store diffuse svære områder og mange stræk på tværs. Der blev bommet en hel del, da mange var lidt rustne i orienteringen efter vinteren, imens andre var forårskåde og glemte at tjekke kompasset i farten...Andre igen havde styr på det hele og viste lovende takter for den kommende sæson. Det var dejligt at gense o-venner fra både egen og andre klubber. At vejret var forrygende bidrog selvfølgelig også til den gode stemning. I kommende weekend drager mange af os til Nordjysk 2-dages. Det er godt at vi er i gang igen.