- Beretning fra banelægger debutanten...
Det hele startede med at formanden tilfældigt passede mig op til en træning i det tidlige forår og spurgte om jeg ikke havde lyst til at være banelægger til vores "lille" B-løb den 6 oktober.
"Tjo det kunne jeg da fint" lød svaret (havde da trods alt efterhånden lavet en del træningsløb både til klubben og i TVO) uden nærmere at have overvejet hvad der egentligt kom ud af det svar senere på året.
I sommer ferien modtog jeg de første nytegnede kort og arbejdet kunne gå i gang i Sloveniens og Italiens sommerhede.
Flemming havde fået kontrollant kasketten udleveret og det samarbejde så jeg frem til. Nu vel, som kommentarerne kom i en lind strøm fra hans mailadresse, så blev min tålmodighed også sat på en kraftig prøve, og tænkte bare " sig mig en gang kan den mand blive ved".
Efter mange timers arbejde bag skærmen og ligeså mange i skoven, både fra Flemming og min egen side så gav det hele lige pludselig mening og filerne blev sendt i trykken.
Nervøsiteten nærmede sig nu kraftigt som den 6. oktober også gjorde, samtidigt med at jeg kunne se hvordan deltagerantallet bare blev ved med at stige og stige.
Fredag aften kl. 21.15 ringede Flemming, med en frygtelig nyhed, der var en fejl i en definition, en punkthøj i stedet for et hul!!! bandeordene kom lystigt ud af min mund, og jeg forbandede mit manglende overblik væk et kort øjeblik, indtil vi i fællesskab blev enige om det kunne løses med rette blæk og en rød kuglepen, Flemming tog kampen op med de 160 kort det drejede sig om og ingen har efterfølgende umiddelbart bemærket det:-)
Lørdagen blev brugt i skoven hvor de knap 80 poster blev delt rundt med jævn hånd med god hjælp fra Karsten, William og Jens.
Der skulle en god flaske rødvin til at få ro på sindet lørdag aften inden sengen kaldte, nu var det altså snart alvorens time.
Søndagens morgenvejr bød sig fra sin allerbedste side, vindstille og den svage dis ventede kun på at åbne op for solens varme stråler. Alle var i fuld sving da jeg ankom til stævnepladsen, p-vagterne fik snart travlt med at pakke de mange biler der skulle stables i lag på det lille område ved hallen og de hardcore startfolk i skikkelse af bla, Knud og Niels bandede lidt over hvad pokker jeg havde gang med at lave start på en grusvej hvor intet kunne komme i jorden, men må sige de 2 gamle fyre kan udrette meget med boremaskine og noget snor, de kan deres kram og da starten blev fyldt op af løbere spillede alt maksimum.
Eva og Jesper løb planmæssigt i skoven som forløbere kl 9, umiddelbart der efter kom der så et opkald fra banekontrollanten, de fleste poster ved stierne stod ikke godt nok i jorden. Her havde jeg dog været lidt forudseende at tage en spade og cyklen med og dette kom i brug nu. Svedende drønede jeg rundt for at grave poster ned, som der mindst skulle bruges en traktor for at trække op efter jeg havde været forbi dem, tingene skulle være i orden.
Klokken blev 10 og første start gik, alt var klar og stævnepladsen bugnede af løbere.
Nu glædede jeg mig bare til første løber kom op af bakken rundt om tennis banen og i mål, det klarede en bitte gut i H10 fra Kolding, og derefter fulgte der en lind strøm af de i alt ca. 570 løbere.
Beregningen blev styret sikkert og benhårdt af det sædvanlige team, hvem har ikke været til stævne hvor det sejler i beregningen og resultaterne lader vente på sig, ikke i SNAB vi har de bedste til den post uden tvivl.
Pludselig dukkede selv min bedre halvdel op. Nu ville hun altså også se hvad pokker det er, jeg har bildt hende ind, at jeg har brugt så meget tid på, og se hvem ham der Flemming var, der spam-mailede mig ned i tide og utide med mystiske kommentarer. Hun måtte dog erkende at der virkelig var styr på tingene, og vi bare har et super sejt arrangement i gang.
På børnebanerne blev pisken svunget af "Calamity Jane" i skikkelse af Ulrika med stor hjælp fra lille seje Aksel og der var travlt her også med masser af gæster.
Kiosken bugnede af de lækreste sandwich, kager og friskbrygget kaffe, og det lod til, gæsterne synes det samme, de handlede i hvert fald lystigt. Klaus sørgede for de 25 kg frankfurter blev stegt "al dente", og da han langer den sidste over til den vidst nok sidst ankomne løber i mål, kan han fortjent holde fyraften.
Klokken 14 deler jeg indsamling af poster ud til vores flittige ungdomsløbere Amanda, Rikke, Rasmus, Morten, Victor, Simon og Casper og da klokken er 15.30 er samtlige poster samlet ind fra skoven, og stævnepladsen ryddet.
Stævneleder Kaj og jeg stikker hovederne sammen og bliver enige om, at det var sgu meget godt gået dette her.
Status på dette må være, at alt dette kan kun lade sig gøre med en flok veloplagte og engagerede klubmedlemmer der bare brænder for, at alt skal gå op i en højere enhed og blive til den helt vildt fede oplevelse, jeg tror alle har haft denne varme og solskinsfyldte dag i oktober.
570 løbere til et B-løb, hvad skal det ikke blive til næste år i Munkebjerg, kom bare an DM:-)




