Jens Christian starter tidligt. Han får en god start og har dagens hurtigste tid til førsteposten. En lille fejl på en af de efterfølgende skærme er det eneste Jens Christian efterfølgende ærgrer sig over – foruden at han er meget tæt at stå øverst på skamlen i H16 til DM lang. Han fører løbet i lang tid, men til sidst forcerer Johan Lindbjerg fra Søllerød, og Johan er sølle 9 sekunder hurtigere end Jens Christian over målstregen. Men en flot 2. plads og en sølvmedalje kan Jens Christian efterfølgende modtage. For Magnus, som løb i klassen H20, var der ligeledes meget tæt. Han lægger sig også i spids fra start, taber lidt tid til de hurtigste undervejs, men ligger under sidste halvdel af løbet på 2. pladsen. På de allersidste stræk bliver han dog overhalet af stærke Eskil Schøning, og Magnus kan dermed indkassere endnu en bronzemedalje til den store samling. Jakob Edsen fra Århus vinder den hårde juniorklasse. Superflotte præstationer af vores to stærke, unge løbere – stort tillykke til både Jens Christian og Magnus!

DM lang er for mange årets mest prestigefyldte løb, og Søllerød OK havde gjort alt for at skabe optimale rammer i Klinteskoven på Møn i søndags. Der var udslagsgivende baner og favoritsejre i mange klasser. For Snab var det Jens Christian og Magnus som resultatmæssigt reddede æren, dog suppleret med endnu en sølv- og en bronzemedalje til Ulrika og Flemming i D resp. H 45.

For klubben som helhed var DM-weekenden en stor succes. Vi var hele 36 Snab’ere i skoven, vi fik en super orienteringsoplevelse, en hyggelig aften sammen, da vi var ude at spise lørdag aften og mange nød samværet både på stævnepladsen og på turen i øvrigt.