Snab’s hurtige drenge i H/D-12 kunne løbe i mål som Danske Mestre efter en spændende stafet i Klinteskoven på Møn i lørdags. Drengene smilede, solen skinnede og medaljerne glimtede. De tre var selvfølgelig både glade og lettede over at det lykkedes dem alle at gennemføre stafetten uden fejl. Stort tillykke til Felix, Jeppe og Morten!
Drengene var godt klar over at der var medaljer på spil. Det er et godt hold, men for at det skal lykkes sådan en dag er der meget der skal klappe... Og selvfølgelig melder sig nerverne i sådan en situation. Felix løb 1. turen. Han var velforberedt. Det gælder om at være med fra start. Men også at turde være selvstændig og at træffe egne beslutninger, hvis de andre løbere er for ivrige eller har andre gaflinger. FIF Hillerød kom løbende ind mod skiftet som det førende hold, men kort tid efter så vi både Koldings løbere og Felix – i forkert sluse… Ak og ve… Men Felix var skarp, blev klar over fejlen og rettede op til trods for et hujende publikum. Og så kunne han sende en topmotiveret Jeppe i skoven. Der var fuld skrue helt fra start, og Jeppe gennemførte sin bane fejlfrit. Morten havde knap 1½ minut op til førende FIF Hillerød, da han løb i skoven på sidste tur. Vi vidste at det var muligt for at ham at indhente forspringet, men det var nogle lange minutter at vente… Minutterne tikkede til Mortens fordel… Og jo, så kom de 3 Snab-løbere stormende i opløbet. De fulgtes ad fra sidstepost ind under målbanneret, og Snab tog dermed stævnets første sejr.
Det viste sig efterfølgende at den også blev weekendens eneste guldmedalje til Snab. Om lørdagen fik Martin, Jesper og Flemming en bronze for deres indsats i H35. Alle vi andre måtte nøjes med en super dag i Klinteskoven, god stemning på stævnepladsen og udfordrende baner i et spændende terræn. Og det var ikke så ringe endda… Mere om DM-weekenden følger…




