Godt 30 Snab-ere deltog i DM-mellem i Thorsø Bakker på endnu en dejlig solskinsdag.
Der blev knoklet på de teknisk udfordrende baner i det detaljerige og varierede - til tider noget tætbevoksede terræn.
Morten Örnhagen vandt med stor sikkerhed årets 4. DM-guldmedalje (ud af indtil nu 4 mulige) i H-14.
Eva Örnhagen, der løb i skoven med så megen glæde og energi, at hun delte ud af den inden start, vandt en sikker sølvmedalje i D-10.
Og Magnus Dewett sikrede sig bronze i en meget stærkt besat H17-20-klasse.

Blandt de voksne hentede Flemming bronze i H-45 kun 1 sekund foran Jesper, der dermed nok var den løber, der var tættest på en medalje, uden at det blev.
Udover medaljevinderne var der mange gode præstationer af både ungdomsløbere og voksne.
Tillykke til alle med de gode resultater.
Natten til søndag startede den traditionsrige Midgårdsorm i Silkeborg Vesterskov. Snab stillede med to 10-mands-hold (M/K) i Thor-klassen og to 4-mands-hold (M/K) i Tjalfe-klassen, der er for ungdomsløbere.
Tjalfe startede kl 8. Konkurrencen var intens, og både spænding og stemning var i top.
"OK Snab 1" med Jeppe, Felix, Casper og Morten kom på en flot 3. plads
OK Snab 2 med Eva, Amanda, Rasmus og Katrine fik en absolut godkendt 9. plads blandt de i alt 16 hold.
I Thorklassen, der startede kl 3.00 lagde Viktor Gammeljord imponerende ud for "Snab 1" med den hurtigste tid på denne 1. natbane. Ved DM-nat i foråret vandt Viktor guldmedalje i H-18, så det er ikke første gang, Viktor viser, at han mestrer natorientering.
Med 10 løbere på et stafethold og rigtig mange poster i skoven, er risikoen for fejlklip meget stor. 1/3 af Thor-holdene blev diskvalificeret pga fejlklip, heriblandt desværre "Snab 1".
"Snab 2" havde haft svært ved at blive fuldtallige og kom lidt skidt fra start pga en kommunikationsfejl om, hvem der skulle løbe 1. tur. Holdet gennemførte - og mon ikke alle, der deltog i Midgårdsormen, havde en rigtig god tur i skoven.




