Som klubbens udsendte medarbejder til årets KUM, forsøgte jeg at finde svaret..
Rikke åbner ballet i skoven ved KUM 2013
Ja, man var naturligvis jublende lykkelig da udtagelsen var i hus, efter at have kæmpet hele foråret med at samle point i udtagelsesløbene.
Herefter troede jeg så, at man åndede lettet op, og bare gik og glædede sig til at deltage. Men jeg blev klogere. Man gik nok og glædede sig, men jeg fandt også ud af, at for nogles vedkommende, var det faktisk først nu, at alle problemerne begyndte: ”For hvad jeg skal jeg nu tage på til festen……”
I instruktionen stod der udførligt, ”at især de ældre løbere opfordres til at lade joggingtøjet blive hjemme og finde det mere avancerede festtøj frem” – og da Rikke jo er 2. års D11-12 og dermed én af de ældre løbere (i den klasse) tog hun det meget bogstaveligt…..Der blev prøvet tøj til den store guldmedalje, der blev taget billeder for hvert prøvet sæt – og disse er garanteret sendt til 3-4 andre løbere i kredsen for godkendelse.. Og andre havde samme udfordringer, kunne jeg fornemme når jeg spurgte – nogle havde endda valgt at medtage 2 sæt tøj til festen – så var man jo helt sikker på at få det rigtige med!!!
Nå, men så for drengenes vedkommende gik det da meget nemmere med påklædningen – de kunne da ikke have de samme spekulationer? Rasmus tænkte i hvert fald ikke meget over hvad der skulle ned i tasken som festtøj. Men her kunne jeg så senere konstatere at herrerne i H17-20 nok har haft mindst lige så store spekulationer vedr. deres påklædning til søndagens stafet, som pigerne i D11-12 havde til festtøjet!!! (det vender vi tilbage til)
Da tøjet var udvalgt, var der jo stadig håret tilbage…..- godt at man havde fri fredagen inden KUM – så man kunne nå at ”prøvekrølle” lokkerne, så man var helt klar – der var jo kun 2 timer fra bussen ankom til skolen, til man skulle være klar til festen, hvilket kan stresse enhver D11-12 løber mere end meget andet!!
Dagen oprandt, og efter en hyggelig bustur med alle vennerne fra SYD-kredsen, vi ankom til skoven. Her skulle der findes brystnumre og varmes op.
Der lades op....
Rikke skulle endda åbne ballet i skoven, starte ud med brystnr 1 som den allerførste. Det betød speakning inden hun gik i skoven, og da hun kom i mål, måtte hun stille op til interview med stævnespeakeren .
Efterhånden som løberne kom i mål, stod der ØST på mange af de øverste pladser, kun afbrudt af enkelte SYD el. NORD løbere hist og pist. Men tilbage var der jo kampen om Festen, den kan man nemlig også vinde – og det er altså ikke på påklædningen. Næh, her konkurrerede man bla om, hvem der hurtigst kunne finde alt fra sure sokker, puder og emitbrikker (der blev løbet med Sportident) til at spise flødeboller, drikke sodavand og spejle æg om kap (sidstnævnte kan tage sin tid, når man kun får udleveret en plastictallerken samt et æg, og ikke har adgang til et køkken !!!
Og i denne dyst fik ØST ikke et ben til jorden, her var SYD nemlig hurtigst i langt de fleste discipliner, og NORD lod sig heller ikke overgå af ØST. SYD vandt festen!! Og alle pigerne nåede i fin stil at blive iført festtøjet, få håret sat, og hovedet malet – man skulle bare lige tage en dyb indånding når man skulle ind i klasselokalerne og få dem reddet ud i den friske luft og få dem ned til spisningen…..
Efter maden og konkurrencerne, blev der danset til den lyse morgen – i hvert fald for nogles vedkommende..jeg tror nok de mindste sov…….
Næste morgen skulle man så alt for tidligt op, for at få påklædningen klar igen. Nu var det bare de ældste drenge der skulle forberede sig – og en enkelt ØST-løber måtte se sin trøje vejre på halv i flagstangen…. Vi havde på hele turen kørt rundt med 2 ret lange brædder i bussen – 3 + 5 m – de blev pludselig samlet til et kors på stævnepladsen af de løbere vi ellers havde dømt næsten døde tidligere på morgenstunden. Men første start nærmede sig og herrene stillede til start i alt fra julemand, damer i fine kjoler, pingviner og meget andet. Efter en rum tid kom flokken samlet til publikumsposten, hvor korset kom til sin ret, og de unge herrer afholdt en mindre søndagsgudstjeneste med Jesus på korset, altergang og salmesang. Ikke sært at forbipasserende mountainbikekørere stoppede undrende op!!! Også de fik sig en oplevelse den søndag formiddag.
Her er den brogede flok igang med altergangen...
Herefter forløb stafetten så igen som en alm. Stafet. SYD’s 1.hold var godt med på de første ture, men så kom ØST og overhalede, og SYD endte som nr 4 efter hhv NORD og endnu et ØST hold.
Hjemturen er der ikke meget at berette om – der var ret stille i bussen!!!
Resultatet blev altså en flot 2. plads i den klassiske konkurrence, en 1. plads i Festen og en 4. plads i stafetten, vi må bare erkende at, i skoven var ØST de bedste denne gang.
Snab’s bedste placeringer tog Magnus som nr 2 i H17-18, Casper nr 4 i H13-14 og Rikke som nr 5 i D11-12.
Men alle havde en rigtig god weekend og som leder er det skønt at se at man kan samle 180 unge mennesker i alderen fra 11-20 år som kan hygge sig sammen på kryds og tværs af kredse og klubber uden problemer. Og der er allerede nogle der er i gang med at designe næste års t-shirt – for tøjet det er altså vigtigt til KUM…………..
SYD 2013




