Vi leverede en solid indsats og høstede mange points. Nok til nu at kunne kalde os førende i 1. division. I alt mødte 55 Snab’ere til start, og alle fik en ordentlig tur rundt i Svanninge Bjerge. Jo, det hedder nu Bjerge og ikke Bakker, og det føltes efter turen som et passende navneskift. Der var adskillige kurver der skulle holdes styr på og mestres. Det betød flere gode vejvalgsstræk, god træning for bagbenene og sved på panden. Men det gik altså rigtig godt for klubbens medlemmer, og her fra ’redaktionen’ skal der lyde et ”Godt gået – og tak for indsatsen” til alle fremmødte.

Formanden var på forhånd lidt usikker på, hvilken betydning de nye baner og points-fordelingsregler ville have for os. Det indgående analysearbejde resterer, men den hurtige konklusion må være, at vi er godt med, også efter nye regler. Klubbens bredde er af stor betydning. Det er rigtig godt, at vi er repræsenteret i begge ender aldersmæssigt. De ældre damer og herrer har fået egne baner, og det var godt at Grethe (D65), Poul og Frode (H65), Svend og Erik (H70) havde lyst og kræfter til at tage turen til Sydfyn og støtte op om klubben. Hos de yngste viste Naja og Axel, at de gerne vil gøre de ældre søskende efter og løb points hjem. Og så tæller de unge løver og løvinder i ungdomsklasserne godt i regnskabet – ingen nævnt og ingen glemt…

Divisionsmatchen er et breddearrangement, og det er dejligt at mærke sammenhold og fællesskab i Snab-lejren. Vi var mange af sted i dag – forhåbentlig endnu flere i Trelde d. 1. september, hvor føringen skal forsvares.

                            Axel på bane 10