Den fantastiske sensommeraften, hvor vi overnattede i shelters i Trelde Skov, føles umiddelbart fjern, men da vi nu stadig er i den mørke vinter og måske har brug for lidt opmuntring, vil vi her afgive en beretning…
Lad os slå det fast med det samme; den valgte fredag i september var en af de bedste mht vejret. Så vi var og følte os meget heldige. Heldige - også fordi vi var kommet af sted, fordi alle børn hyggede sig og fordi shelterpladsen var rigtig god.
Vi mødtes på Vejle Banegård med pakkede rygsække. Sovegrej blev pakket i Niels’ trailer – og så tog vi toget mod Fyn… Men allerede ved første stop stod vi af og fandt en bybus; alt efter de voksnes plan. I den bumlede vi så af sted, indtil vi var de eneste tilbage, og endestationen var nået. Nu skulle vi så ud at gå.
Vi gik mod nordøst… Og de voksne havde ikke engang et kort! En højst besynderlig følelse. Men vi gik, kom ind i en smuk skov med mange brombær og pludselig var skrænten og udsynet over Lillebælt og Fyn der. Smukt! De voksne slappede en smule af og gav os lidt af den sparsommelige medbragte proviant. Vi var alle fulde af fortrøstning den 1. time, men efter 2 timer meldte spørgsmålet sig stadig oftere; Hvornår er vi der?
Vi gik langt, men så kunne vi pludselig høre velkendte stemmer. Yes! Shelterpladsen var indtaget af Niels og ”de store drenge”, bålet var tændt og humøret højt.
Der var 4 flotte shelters omkring bålet, så der var god plads til såvel piger, drenge og voksne. Efter at soveposen var blevet rullet ud og hyggehjørnerne etablerede lavede vi aftensmad. Lene instruerede på bedste spejdermaner, og bakker med pølse og rodfrugter blev sat over bålet. Dem passede de voksne på, for nu skulle der løbes og leges. Jens-Christian, Morten S og Rasmus havde arrangeret en o-fangeleg, hvor alle gik til den og morede sig herligt. Derefter smagte maden pragtfuldt! Mørket havde efterhånden sænket sig over Trelde Skov og lommelygter og pandelamper blev fundet frem. Nogle var allerede klar til at putte, men ikke nikke nej, det er hårdt at ”overleve”, så først skulle der dystes i diverse discipliner. Hold blev sat og opgaver løst, med og uden lygte, oven- og nedenfor skrænten og med og uden kiks i munden. Der blev endnu engang gået til den; pigerne gav drengene kamp til stregen, men jeg kan desværre ikke hvilket hold der vandt.
Vi holdt gang i bålet, lavede popcorn og skumfiduser – præcis som man skal ved en bålplads midt inde i en skov, en sensommeraften i september. Jens Christian gav den fuld skrue som gyser-fortæller: ”Der var en mørk, mørk aften…” Men jeg husker også stilheden. Der var bemærkelsesværdigt stille. Vi kunne slet ikke høre alle de vilde dyr som med sikkerhed sad og holdt øje med os. Til sidst kravlede vi i seng. Og selv om mit medbragte liggeunderlag føltes noget tyndt, så sov jeg rigtig godt. Det var første gang jeg overnattede ”i det fri” – uden en beskyttende teltdug. Men det kan man altså godt. Ikke engang myggene forstyrrede os den nat.
Solen stod op, de første stråler ramte de voksnes shelters åbning meget præcist, og en ny dag kunne begynde. Vi havde alle overlevet. Morgenmaden blev fundet ved diverse postplaceringer, kaffen blev brygget og så var vi klar igen. Vi legede lidt, nød morgenstemningen ved Lillebælt og konkurrerede i brombærplukning. Her var pigerne overlegne, det husker jeg tydeligt. Så kom forældrene og fandt os alle i god behold. Tak for en god tur alle sammen!
På Ungdomsudvalgets vegne, Ulrika
Billeder følger...