Weekendens løb i Mols Bjerge bød på det hele i rigelige mængder; sol, bakker og medaljer til SNAB. Lørdagens stævne var Jysk-fynske Mesterskaber i stafet, og om søndagen løb vi om de individuelle mesterskaber. Felix og Eva imponerede!  Sammen blev de mestre i H/D 12, og det blev dagen efter fulgt op med yderligere en guldmedalje til Felix i H 10 og en sølvmedalje til Eva i D 10. Der var mange SNAB'ere på skamlen på toppen af Mols. Og udsigten derfra var forrygende!

Det er nok et stævne som mange vil huske; det var stævnet som blev afviklet i 30 graders varme, stævnet med det mest krævende opløb og med den flotteste udsigt over land og hav. Terrænet var sjovt at løbe i med poster både i skov og ude i de åbne områder.

Undertegnede kunne ved flere tilfælde konstatere, at det var en fordel ikke at starte først. Jeg kunne følge de nedtrådte spor gennem såvel brændenælder som højt græs ind mod et par poster. Tak for det; men det er jo en del af gamet, og næste gang er det måske mig der er først ud...

Og hvad så medaljerne? Jo, Eva og Felix guld i H/D 12, Amanda, Rikke og Morten Ö fik sølv i H/D -43, Thomas, Casper og Rasmus sølv i H13-16, og Viktor, Jens Christian og Morten S nappede bronzen i H20. Guld blev der også til 'drengene' i H35; Martin, Jesper og Flemming.

Flere klasser var desværre noget 'tynde', men det skal på ingen måde tage æren fra de flotte præstationer. Det er både sjovt og hyggeligt at løbe stafet, og at "delt glæde er dobbelt glæde" var tydeligt at se på stævnepladsen.

Efter strabadserne var vi mange der trængte til en dukkert; enten i Kattegat eller i Krakær Campings udmærkede - men kolde - pool. "De unge" hyggede sig gevaldigt i vandet, alt imen vi voksne riggede til og forberedte spisning og overnatning. Vi havde en dejlig aften på campingpladsen...

Pyha, der blev drukket mange liter vand i løbet af søndagen. Nu vidste vi hvad der ventede derude i terrænnet.
Der blev fyldt dunke, kørt væskedepoter ud, og vand blev hæld ud over varme pander - det var meget svært at holde hovedet koldt den dag.
Men det gik; enkelte valgte at udgå og enkelte blev disket, men de fleste gav den gas, besejrede bakkerne og fandt de luskede poster.

Det resulterede i guld til Felix (H10), sølv til Eva (D10) og Jens Christian (H16), bronze til Amanda (D14), Morten Ö (H14), Kristian ((comeback i) H18) og Magnus (H20).
Hos de voksne blev det til 2 * guld; Martin (H35) og Flemming (H45) Tillykke! Men alle vi andre var med og kæmpede. Det er de sikkert glade for!