Jeg er fire år og hedder Axel. Jeg er mester i børnebaner. Børnebaner er ellers mest for bedsteforældre. De er ikke så lange og heller ikke besværlige med store bakker og lavninger, sådan som på de rigtige baner. Jeg har farmor og farfar med, de vil så gerne gå børnebane. Det er synd hvis de ikke får lov, så jeg tager dem med, hver gang de er til o-løb. Jeg går også børnebane med Felix og nogle gange med Viktor og Amanda og Eva og Sofie og Rasmus og også med Morten og nogen af dem han kender. Den jeg går mest med er Laura.
Vi kan godt skændes, Laura og mig, men i søndags var vi gode venner hele vejen. Vi skiftedes nemlig til at klippe først. Jeg bliver tit sur på Laura, hvis hun klipper først og hun bliver også sur på mig, hvis jeg gør det, men vi gad ikke blive sure mere. Nogen gange får farfar eller farmor lov til at bære kortet og de får også lov til at klippe. Det tror jeg de synes er spændende. ”Bedste” er Lauras bedstemor. Når hun er der, snakker hun med farmor og farfar. Hun kan også gå børnebane. Hun siger at det er wienerschnitzler, dem der hænger på træerne, så vi ikke farer vild. Men i påsken passede hun bare Silas. Det må være kedeligt, så meget som han ligger i barnevognen og ikke kan se noget. Der hænger tegninger på posterne. Anders And, Simba eller prinsesser eller noget andet. Laura fortalte min farmor om Simba, en hel masse fortalte hun om den. Jeg tror ikke farmor kendte Simba. Det gør hun nu.
Det er sjovest, når posten siger noget, når vi klipper, men det gør den ikke ret tit. Det ku’ jeg ellers godt tænke mig. Og jeg ville osse gerne have sådan en hvid seddel, som de andre får fra den sidste post. Morten og Eva får den osse. Så sidder de alle sammen og kigger på hinandens hvide sedler og peger og snakker rigtig længe. De sammenligner, tror jeg det hedder. Der hænger en rød hånd på et træ, når vi ikke må gå den vej. Nogen gange lader jeg som om jeg ikke har set det og går den vej. Så råber farfar eller farmor: se dig for Axel eller sådan noget, og så griner jeg og løber den rigtige vej. Så har de da lidt at lave. Vi synes det er sjovt, når der er mange vandpytter og myrer og kogler og grene som vi kan fægte med. Nogen gange vælter farfar et træ og synes han er stærk. Vi kan godt løbe stærkt, Laura og mig. Nogen gange sprinter vi. Så kommer farfar og farmor langt bagefter. De kan ikke sprinte, nemlig.
Farfar siger, at han har løbet rigtig o-løb engang. For meget længe siden. Da han var ung, siger han, ligesom min far. Men det tror jeg ikke på. Farfar kan ikke løbe, men han kan godt gå stærkt. Farmor har osse løbet siger hun, men det er rigtig svært at tro på. Hun holdt op, siger hun, da hun engang kom i mål og det ikke var der mere. De havde pakket det hele sammen. Telte, wienersnitzler, mål og alt muligt og hun hørte at de sagde, at nu manglede de bare en dameløber fra Snab. Så holdt hun altså op. Nu går hun bare rundt og snakker eller finder mad til mig eller går hen i kiosken og køber noget. Det må være kedeligt. Når vi kommer tilbage til børnebaneteltet, så får vi præmie. Nogen gange kun én præmie. En vingummipose. Nogen gange er der to eller tre ting vi må få. Det er sjovest, når vi kan vælge mellem nogen ting. Nogen gange får vi et diplom. Farmor og farfar får ikke noget. Det synes jeg er mærkeligt. Så får de lidt af min vingummipose. Også af Lauras nogen gange. De er ellers meget øvede i at gå børnebaner. Først gik de sammen med fætter Lasse, så fætter Jacob, så Morten, så Eva og nu mig og de andre. De har gået mange baner, tror jeg. Flere end jeg kan tælle til med alle fingrene.
AXEL (...med lidt hjælp af farmor)