Her kommer en lang beretning om et langt løb:
Wild West er et legendarisk løb. Afholdt for første gang i 1946 og med stort set samme koncept lige siden. Fælles start kl. 01.30 og 25-30 km på historiske kort. Normalt i klitplantager og klitterræner. Afholdes kun hvert andet år. Se: http://www.wildwest.dk/.
Nu havde jeg løbet det en gang tidligere for 16 år siden og huskede det som en stor oplevelse, men siden har jeg ikke rigtigt villet ofre hvad det koster af ”løbetømmermænd” i dagene efter. Men nu i år havde jeg luret lidt på chancen.
Det kunne jo være sjovt. Ingen andre orienteringsløb (kun MTBO men det er ikke rigtig o-løb) eller aftaler i weekenden, så på den måde var der ingen undskyldninger. Måske kunne jeg bruge den undskyldning, at jeg bestemt ikke er i form og særligt ikke i form til at løbe langt. Men, nå ja, når folk på over de 70 kan løbe, så kan jeg selvfølgelig også.
Jeg tilmeldte mig for en sikkerheds skyld. Bedre at være tilmeldt og blive hjemme end ikke at være tilmeldt, og så ærgre sig over ikke at kunne deltage når dagen oprandt. Da vi så nåede frem til lørdag d. 11. juni, var jeg stadig ikke afklaret, for der var jo en masse ting, der skulle ordnes i pinseferien, hvor der jo netop ikke var o-løb på programmet, f.eks. at save brænde osv. Nå, men sidst på eftermiddagen tog jeg så beslutningen, og for at kunne bruges til brændekløvning m.m. dagene derpå, lovede jeg mig selv (og Ulrika), at jeg ikke ville løbe mig halvt fordærvet.
Så begyndte forberedelserne. Mad til før løbet, til madposten og til efter målgang. Pandelampen blev ladet op og tjekket af. Løbetøj, luftmadras og sengetøj blev pakket. Jeg kørte hjemmefra kl. 22 og nød turen i skumringen på tværs af Jylland. Tænkte på kaffen, som jeg ikke fik med, fordi Ulrika var i gang med at afkalke, og jeg havde ikke held med at finde en åben tank med kaffe gennem det mere og mere øde vilde vest. Vel ankommet til Husby Efterskole fandt jeg et stævnecenter, der faktisk havde døgnåben kiosk med kaffe. Perfekt arrangement, men hvor var alle løberne? Der lå 3 stk. i et hjørne og hvilede sig, og det var sådan ca. alt. På den anden side af skolegården skulle der være lokaler, hvor man kunne hvile sig/sove på medbragt underlag fik jeg at vide. Min plan var at puste luftmadrassen op og gøre den klar til en lur efter målgang, og det kunne jeg så passende gøre i disse lokaler. Der var helt mørkt og heller ingen mennesker der. Brasede ind i en sal, og tændte lys, og hov! Der lå alle de garvede Wild West løbere og sov. Det kræver åbenbart erfaring at løbe Wild West tænkte jeg og gik ud igen. Her kunne jeg så vente en halv times tid, inden de andre begyndte at stå op. En af de første der dukkede op fra hvilen var Henrik B. Thomsen, tidligere Snab, nu Esbjerg. Han er vaskeægte Wild West ekspert, og jeg fik nogle gode hints. En anden ekspert, der dukkede op var Flemming Nørgård, som skulle ud på sit 25. Wild West i træk! 50 år siden han havde sin Wild West debut! Imponerende.
Pludselig fik jeg travlt. Havde kun en halv time til navneopråb og fælles afgang til start kl. 01.00. En pose med mad og drikke til madposten blev pakket og afleveret i en trailer. Omkring 100 løbere samledes og efter mundtlige instrukser, gik vi en lang række til start i måneskin og med alle pandelamper befalet slukket. De måtte først tændes i startøjeblikket. På vejen derud mødte jeg den forudsigeligt hårdeste konkurrent, Henrik Markvardsen. Han var i god form, og ham kan jeg ikke følge med, men måske jeg kunne snyde ham i det vestjyske skumle klitkrat? Han er jo født på Sjælland… Det var hvad jeg lige et kort øjeblik tænkte, men heldigvis ikke sagde.
Så stod vi der i mørket og ventede ved kortene, som lå foran os på jorden. Der ventede 25,2 km først på o-kort fra 1984 og dernæst på gammelt målebordsblad fra 1921! Startsignalet gik og alle pandelamper blev tændt. Det gik over stok og sten ud af nogle stier på vej mod post 1, et stræk på 1 km. Jeg huskede mig selv på, at jeg jo bare skulle løbe langsomt og lod modvilligt konkurrenterne løbe. Men da jeg fandt mig selv løbende bagved en dameløber (dog en landsholdsløber), måtte jeg slække lidt på det jeg havde lovet og satte farten lidt op. Men hov, jeg glemte jo helt at fokusere på at finde vej og løb bare efter de andre. Pludselig stoppede de op foran ved en skovvej. Alle forsøgte at læse sig ind, og så gik det lidt mere tøvende af sted ad nogle mindre stier. Endnu en skovvej og endnu mere forvirring. Nogle tog et initiativ til at løbe mod syd på tværs gennem noget halvtæt fyrreskov, og vi fulgte med. Men nu kom et tog med ca. 6 pandelamper lige forbi vinkelret på vores løbsretning. Måske havde de haft posten, de så målrettede ud og løb jo i retning af post 2. Per Filskov, også tidligere Snab’er og også en af de hårde Wild West løbere, var med i det tog, fandt jeg senere ud af på mellemtiderne – og de havde rigtignok haft posten. Vi justerede kursen i retning af hvor de kom fra, men der kom ingen post. Mit tog stod igen stille, og alle læste kort. Jeg gættede på, at vi skulle videre mod syd og løb op over en ryg gennem et tæt parti, og netop på den anden side stod posten og strålede med sine reflekser. Jeg listede stolt ned og klippede den, men i udløbet fik nogle af de andre færten af, at jeg havde haft den, og alle i toget fandt den. Dette var bare en lille forsmag på, hvad der ventede i de kommende 5-6 timer. Det var bare et lille bom på få minutter, og et så lille bom er i Wild West uden betydning, og burde egentlig ikke kaldes et bom, skulle det vise sig. Jeg storkede af sted forrest i toget mod post 2. Kunne nu slet ikke holde tempoet nede for Henrik Markvardsen og flere af de unge og kåde løb lige bagved. Et par hundrede meter inden posten kunne man ikke længere følge stierne. Det var tegnet som en tæthed 3 på kortet, men det var nu 27 år efter kun en tæthed 1 eller noget i den stil. De andre bag mig løb en anden vej gennem tætheden og jeg var alene for en stund. Men så kom Henrik M. pludselig på tværs og stoppede op. Jeg fornemmede noget som lignede et mere åbent område, hvor posten ifølge kortet skulle sidde i kanten af. Listede af sted og fandt posten 50 m væk, men igen afslørede jeg posten for de andre.
Videre mod 3’eren. Jeg svajede lidt midt på strækket og blev overhalet af en ung PAN’er (Thomas Skouenborg fandt jeg senere ud af). Løb bagved ham ind mod posten. Gult på kortet med nogle stier, men i 2011 tæthed 2 uden stier. Valgte en anden trassé end Thomas og var alene i krattet. Op over en ryg og så skulle posten forhåbentlig sidde i en lille slugt. Men nej, ingen slugt og ingen post. Stress… De andre var jo nok løbet lige i den. Rundt til nogle andre høje i krattet men ingen slugter og ingen poster. Men hvad var det? Jeg kunne se at det åbnede sig mod syd. En mark eller? Løb derud og fandt en åben mose. Kiggede på kortet og fandt faktisk en lille mose lige ved siden af højen med slugten. Kiggede op på den rigtige høj, og derovre sad posten og gemte sig i en lille slugt. Var helt alene og troede, at alle var løbet forbi, men status var – ifølge stræktiderne – at kun Per Filskov-toget og Thomas havde været der. Jeg var 3 min efter. Henrik m.fl. var ude i et meget større bom på den post: 10-15 min. Se kortet med post 3 nedenfor – både løbskortet og nyeste udgave. (Klik på kortet for en større udgave)
På vej til post 4 kom jeg op til Thomas, og vi fulgtes mere eller mindre ad de næste stræk. Det gik nu fint uden rigtige Wild West-bom. Vi så ingen andre de næste 40 min. Men faktisk viste det sig at Per Filskov toget bommede 7 min på post 5, og uden at ane det havde vi så taget teten! På et sted lige efter en post, hvor vi skulle løbe på nogle sandede stier, så jeg i sandet, at der ikke var friske fodspor, og der var ingen andre vejvalgsmuligheder. Jeg sagde til Thomas, at vi måske var forrest, men det var godt nok lidt svært at tro på.
Strækket 8-9 var nattens sværeste stræk. Se løbskortet ved siden af det nyeste, moderne kort med mit vejvalg på nedenfor. 700 m på tværs i et småkuperet område dækket af tæthed 2 og 3 og uden mulighed for at følge stier i større omfang. Og dog... Man kunne faktisk løbe helt udenom på skovvej og brandbælte – et vejvalg der var mere en dobbelt så langt som lige på. Ikke desto mindre var det klart det bedste vejvalg, viste det sig på stræktiderne. Dels fordi det gik meget langsomt gennem det tætte fyrrekrat, og dels fordi man ikke kunne undgå at bomme. Jeg tog alligevel lige på. Thomas tøvede lidt men løb med. Det var meget tæt, og jeg søgte lidt ud til siden for dog at kunne følge en sti lidt af vejen. Den eftertragtede sti viste sig dog at være tilvokset op præcis ligeså tætbevokset. Nå lige på igen, delvist kravlende og gående. Efter lang tid i nogenlunde den korrekte retning ramte jeg noget der lignede en gammel sti. Det måtte være den, der gik på tværs af strækket et par hundrede meter fra posten. Fortsatte, kom til en skrænt, som jeg kunne identificere på kortet, men ikke hvor jeg var på skrænten. Videre opover i retning mod posten, men jeg ramte (selvfølgelig) forbi den og blev opfanget af en sti bagved. Forsøgte at læse mig ind på stien. Fik øje på en brun klat på kortet, som kunne være en punkthøj og så også noget, der kunne ligne en punkthøj i terrænet. Hvis det var rigtigt gættet var jeg kun 50 m fra posten. Tilbage i krattet men desværre ingen post. Det var naturligvis et fejlgæt, og jeg sagde til Thomas, at vi var tvunget til at løbe flere hundrede meter ud til en skovvej for at læse os ind. Vi satte i løb tilbage mod stien og punkthøjen for at fortsætte ud til skovvejen, men straks vi var begyndt at løbe stod posten så pænt, som om den ventede på os i en lille fin lavning. Det føltes som en sejr at finde den post uden et meget stort tidstab.
Den videre færd gik strygende, og vi fandt de næste poster uden de store problemer. Der var også tid til at blive fascineret af naturen i nattens mulm og mørke. I et større område af skoven hørtes nemlig en gennemtrængende kvækkekoncert af frøer. Der gik et stykke tid, hvor jeg ikke vidste hvem der dog kunne lave en så mærkelig gennemtrængende og enerverende lyd så langt ude i skoven midt om natten. Militæret på øvelse måske? Videre ud i de åbne klitter for at hente to poster. Her passede kortet stadig fint men så tilbage i klitplantagen til post 13 (ud af 36). Hvidt på kortet men tæthed 2 i virkeligheden. På tværs, krydse 2 stier, følge en sti lidt til en høj og så forlænge højen ind i det dunkle krat. Bingo, der sad posten præcis hvor den skulle. Thomas havde valgt et andet vejvalg og bommede posten med 5 min. Nu var jeg alene i front og fortsatte den gode takt også på de efterfølgende stræk. Undervejs rundedes klitterne igen og nu kunne jeg i horisonten skimte et gryende lys og samtidigt høre de tunge bølger slå mod stranden. Det var næsten vindstille og stjerneklart.
Et par poster senere begyndte enkelte fugle at kvidre og horisonten lysnedes mere og mere. Nu var klokken 03.30 og jeg havde løbet 2 timer. Jeg manglede kun 2 poster inden madposten.
Næstsidste natbanepost sad også på sin plads, men det gjorde den sidste post ikke (post 20). Skulle på tværs af nogle klitrækker og finde en bunker mellem nogle klittoppe. Mistede koncentrationen et øjeblik og dermed fornemmelsen af, hvor langt jeg var kommet. Blev usikker, kiggede op efter bunkeren. Det var nu så lyst, at man kunne se ret langt ude i de åbne klitter. Der var bunkeren ude i det fjerne, godt nok noget længere væk en jeg havde forventet, men jeg løb kækt derover og om på bagsiden for at klippe posten. Desværre, Flemming. Den var der ikke. Stoppe op, læse kort, og ak ja, der var jo en bunker mere (sort kryds) 200 m for langt mod syd som jeg åbenbart var kommet til at besøge. Det er jo den bunker din idiot, tænkte jeg og benede tilbage. Heldigvis så jeg ikke et tog af lysende pandelamper der jagtede mig. Jeg måtte have et komfortabelt forspring.
Så var det bare at løbe til madposten. Her ventede mine sportsbarer og min Gul Rynkeby saft. Den blev bællet ned med stor fornøjelse efter 2,5 time i superundertrøje og alt for højt tempo (se billede nedenfor). Fik bekræftet, at jeg var først og fik det nye gamle kort fra 1921. Pyh, det var totalt umuligt at læse ude i klitterne. Her var kun brune udtværede kurver. Næsten stik syd til en udløber kunne jeg se på postdefinitionen. Løb af sted i håbet om at ramme posten, men kunne jeg satse på det? 1:40.000 var målestokken, og så var det jo et langt stræk. Havde ikke løbet så længe, da jeg pludseligt løb forbi en post. Tjekkede nummeret og det var jo min! Mystisk, måske var det ikke 1:40.000? Tjekkede også det og så at det var 1:20.000! Mere held end forstand. Sådan havde erfarne de Wild West-løbere Henrik Thomsen og Per Filskov aldrig gjort det. De næste poster gik også fint, selvom tempoet begyndte at dale. Vendte mig om på nogle klittoppe og erfarede, at der ikke var nogen i sigte de næste mindst 5 minutter. Solen var ved at stå op, og fuglene kviderede for fuld kraft. Morgendisen lå som et let tæppe over klitheden. Fantastisk flot og en sand fornøjelse virkelig at kunne føle sig i et med naturen - på trods af de løbetrætte ben, der snart nærmede sig 3 timers løb. På post 25 var jeg 9 min foran Henrik Markvardsen, der på det tidspunkt havde overhalet Thomas og Per Filskov-toget.
Men her slutter så også den del af historien, der er sjov at fortælle. Resten er den rene jammer! Den første katastrofe rammer mig nemlig ved post 26 (post 6 på grybanen, se kort nedenfor). Denne post skulle sidde på en flad høj i et område mest med tæthed 2. Indløbet var svært, fordi der ikke var noget sikkert udgangspunkt at løbe ind i området fra. En sti der slog et blødt sving var alt, og derfra var kortet, hvorpå der kun var nogle kurvedetaljer, ikke til at læse og forstå. Der var ca. 100 m ind i terrænet fra svinget, men hvor i svinget skulle man tage en kurs fra? Jeg løb derfor tilfældigt ind og håbede på at ramme posten, og hvis ikke jeg gjorde, var der et bedre udgangspunkt bagved posten. Her var der et tydeligt stiknæk på kortet lige nord for posten. Jeg kom forbi posten uden at finde den og ud til stien bagved. Løb lidt frem og tilbage til jeg fandt stiknækket. Så tænkte jeg, at nu var den da let at finde. Men nej, der var heller ingen post denne gang. Tilbage en gang mere men stadig ingen post. Jeg var tilbage flere gange, og forsøgte mig med skæve kompaskurser, men lige lidt hjalp det. Ingen andre i krattet end mig. Begyndte at gå rundt på må og få uden plan eller retning. Begyndte også at tænke, at kortet var et lortekort, men jeg havde faktisk selv håbet på at skulle løbe på et endnu ældre kort…. Det var nu helt lyst og jeg fik følelsen af, at tiden var gået, og at alle var passeret og måske i mål. Men omvendt, posten var jo ikke hvor den skulle være, så de andre kunne vel heller ikke finde den? Men så undrede det mig, at der ikke var andre, der vraltede rundt i krattet, der hvor jeg var. Nå, men pludselig så jeg posten oppe på en høj. Løb op til den, men opdagede så, at det var en post, jeg havde haft på natbanen tidligere. OK, så kunne jeg jo læse mig ind i det mindste, så jeg kiggede på kortet blot for at konstatere, at der jo havde været kortskifte, og at jeg jo nu løb med et helt andet kort. Så, jeg var lige vidt. Gik videre rundt i krattet på må og få. Begyndte at kunne genkende de forskellige høje og kunne se, at jeg gennemsøgte det samme område igen og igen. Fandt også posten fra natbanen en gang mere, men heller ikke denne gang var det den rigtige post. Nu var der gået over 30 min med at lede. Pludselig hørte jeg nogle der råbte på hinanden i en sydlig retning. Begyndte at gå i den retning, men jeg fandt hverken post eller mennesker. Jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle gøre. Gik i retning af stien med svinget for måske at møde nogle andre løbere. På vej ud så jeg en post inde mellem nogle buske. Kunne det mon være min? Den stod jo ikke der, hvor jeg synes den skulle stå. Gik hen for at se på nummeret – og det var faktisk min post. 41 min. blev min stræktid på dette stræk!
Jeg kunne jo ikke vide med sikkerhed, at de andre havde fundet denne post. Jeg følte mig faktisk lidt heldig, når nu jeg havde fundet posten så langt fra, hvor den faktisk skulle stå. Løb videre mod post 27, men kunne næsten ikke komme i gang igen. Mine ben var helt stive. Fandt posten og videre mod 28. Den stod ifølge kortet 60 m fra stranden, og da jeg kunne huske at Husby Klit er det sted i DK, hvor kysten bliver mest eroderet af havet (16 m pr år, hvilket over 90 år giver 1440 m!), tænkte jeg at det måtte være en snydepost. De klitter, den ifølge kortet var placeret i, måtte for længst være blevet spist af havet, og så måtte posten stå ude på stranden. Jeg løb ud og fulgte den yderste klitrække og kiggede udover stranden. Derude, på en bunker lige i strandkanten, kunne jeg se noget rødt. Det måtte være posten. Løb derud, men ak nej. Bare noget rødt maling. Tilbage i klitterne og lede. Efter mere end 10 min fandt jeg posten i noget jeg synes var en tilfældig slugt. Jeg klippede den lige efter Claus Pedersen fra Viborg og forstod, at der nok var flere foran nu.
Strækket til 29 var et langt løbestræk. Jeg forsøgte at løbe, men kunne simpelthen ikke. Mine ben strejkede totalt. Der var 6,5 km tilbage af banen og måske 4 km direkte hjem. Skulle jeg udgå eller gennemføre? Jo, gennemføre selvom jeg ikke kunne løbe. Det ville være for bittert ikke at gennemføre. Besluttede mig for at gå resten af banen uden at bomme! Post 29 fandt jeg uden bom. Post 30 var svær, og da jeg ikke fandt den efter en smule roderi var jeg på vej hjem, men på vej ud af krattet fandt jeg den alligevel. Præcis det samme skete på post 32 (12 på grybanen – se kort nedenfor), som var en endnu sværere post. Den havde jeg kun bommet et par minutter, før jeg fandt den på vej ud af krattet. På vej mod den næste post mødte jeg Per Filskov-toget, som var på vej ind til posten. Jeg råbte ”held og lykke med den post!” og tænkte, at de jo nok ville bomme den, og hvis de gjorde, ville de ikke kunne nå at hente mig selvom jeg gik.
Post 34 var drilsk. Den så meget let ud, fordi den skulle ligge lige ved et stisammenløb lige syd for en sti. Efter at have konstateret at posten ikke var der, mødte jeg en stående Claus Pedersen stående i stisammenløbet. Han sagde, at han havde regnet ud, at stien måtte være blevet flyttet mod syd siden 1921. Posten skulle derfor stå på den anden side af stien inde i fyrrekrattet (se kortene). Tøvende fulgte jeg med, men vi fandt minsandten posten derinde. Nu manglede der kun 2 poster, og Claus løb 10 min fra mig til mål. Jeg vendte mig om adskillige gange, men blev ikke hentet af Per Filskov med slæb.
I mål var jeg over 1 time efter vinderen Henrik Markvardsen og blev nr. 5 i tiden 5.28.18. Klokken var 7, og det var blevet morgen, men jeg var bestemt ikke morgenfrisk. Fik en lur på luftmadrassen og trillede veltilpas hjemad i løbet af formiddagen. Men der blev ikke så meget brændekløveri resten af pinsen. Og nu her, en uge efter, sidder det stadig lidt Wild West i benene.
Om to år er jeg med igen. Til den tid har jeg fået løbet mig nogle længere træningsture, bilder jeg mig ind, og jeg har mere erfaring. Glæder mig allerede. Det er kanonskægt og en ubeskrivelig (selvom jeg omhyggeligt har forsøgt) oplevelse at løbe et orienteringsløb alt imens dagen langsomt gryer. Næste gang håber jeg på, at flere snab’ere vil med. Det kan anbefales. Der er forresten også kortere baner end 25 km.
Baner m.m. kan ses på Wild West’s hjemmeside http://www.wildwest.dk/.
Flemming J.
