Det traditionsrige stævne "Jættemilen", som plejer at markere afslutningen på o-sæsonen i Danmark, lokkede i år "nye" Snabere til start. Familien Kristiansson, som i hverdagen bor i Trollhättan i Sverige, stiller fremover til start i Snabs farver, når de løber her i Danmark. Både Malin og Linus, begge 16 år, fik en forrygende debut. Konkurrenterne fik kun rygmærket at se! Malin vandt D16 og Linus kom ind som nr. 2 i H16. Eva ÖJ. blev nr 2 i D14, efter et flot løb. "Vi var 'snabba' i dag", konstaterede Linus, med et stort smil. 

Til Jættemilen hører laaange baner, fællesstart, sløjfer....trætte ben, godt humør og noget varmt at styrke sig på efterfølgende sammen med løbere fra hele Norden. Årets udgave blev løbet i Grib Skov Mårum. Fed, letløbet skov med sjov orientering og solskinsvejr. Viktor G. løb den helt lange bane; 22 km + det løse, på 2.46, respekt! 

Foruden Malin og Linus består Kristiansson-familien af Ida (18), Anna (20), mor Gitte og far Björn. Vi ønsker dem varmt velkommen i klubben og glæder os til at stille til start sammen igen til foråret.