Jeg hedder Olivia og har løbet orienteringsløb i OK Snab i ca. 3 år. Her i weekenden var min far og jeg til Nordjysk 2-dages for første gang. Det er et rigtig fedt løb, og man kommer til at møde nye mennesker, fordi der både kommer løbere fra Norge og Sverige og en masse fra Danmark. Vi var en hel del fra OK Snab. Næsten 50 tror jeg - heraf 14 børn.

Det er rigtig dejligt at komme ud at løbe, og når man så kommer træt til sidste post, så står folk og hepper og klapper ved opløbet til mål. OK Snab, Silkeborg og Herning overnattede på et vandrerhjem i Blokhus.

De andre klubber som f.eks. Melfar, Horsens og Faaborg overnattede et andet sted ligesom dem fra Norge og Sverige. Søndag løb vi mellemdistance, lørdag havde vi løbet langdistance. Faktisk er Nordjysk 2-dages bare rigtig sjovt, så hvis du ikke var med denne her gang, synes jeg helt klart, at du skulle tage med næste år. Du kommer til at møde mange nye mennesker, og terrænet er også rigtig fedt. Blokhus Klitplantage er et sjovt sted at løbe. Også lidt udfordrende men fedt - det synes jeg i hvert fald. Jeg løb D12A, og det var sjove baner både lørdag og søndag.

OK Snab havde en lejr på stævnepladsen, og det var rigtig hyggeligt. Når der er så mange fra Norge og Sverige og andre klubber fra Danmark, så er der også mange, som man ikke kender, men når der så er klublejr, så er der jo mange at hygge sig med.