Lørdag den 29. oktober var omkring 25-30 snab´er mødt op til årets anden voksentræningstur. Vi mødtes i klubhuset kl. 9, hvor der var information om skovene og instruktion i banerne. Det var meget lærerigt.

Herefter kørte vi mod Grund skov til første træning. Henning havde lavet 2 mellemsvære og to svære baner på et gammelt kort, hvilket gjorde det hele lidt sværere.
Nogle af de mest erfarne løbere løb skygge for udvalgte mindre rutinerede løbere.

Der var ingen tidstagning på første træningspas, hvilket betød god tid til at læse terrænet og lave fin orientering med kompasset. Samtidig var banerne korte så man kunne nå i mål indenfor en times tid. Det var en skøn tur i skoven med tilpas med udfordringer. Jeg glemte dog et par af Hennings fif undervejs og løb forbi en post.

Efter en dejlig madpakke (som var selvsmurt) i den smukke natur ved Staksrode skulle vi ud på anden tur. Her var det Kaj som havde lavet spændende og udfordrende baner. Her var der tidstagning. Flere havde problemer med at finde målposten, som Kaj bevidst havde sat på parkeringspladsen ved siden af den parkeringsplads vi holdt på. Men igen en dejlig tur med gode baner. Efter disse to ture i skoven, som ”ikke” var særlig bakkede, var benene også ved at være godt brugte. Jeg tror alle havde en god og lærerig dag.

En stor tak til Kaj og Henning for en vellykket voksentræningstur med udfordrende baner og dejligt efterårsvejr.

Se baner på livelox.

Hilsen Malene