Et veloplagt team af Snab-ere sørgede 28.8. for et godt stævne for knap 300 løbere i den vestlige del af Munkebjergskoven. En del havde lagt et stort forarbejde og endnu flere havde sat søndagen af.
Funktionslederne mødtes ved klubhuset tidligt søndag morgen for at pakke materiel. Kl 7 løb Torben, der var banekontrollant, i skoven for at tjekke alle 70 poster.
Jespers gode og afvekslende baner gav løberne spændende udfordringer og sved på panden, og den regnvåde skov toppede udfordringerne en tand op. De sidste løbere fik også vand fra oven og flere kom godt mudrede i mål.
På stævnepladsen stod Bjørn og Uffe for vand- og saftbaren, Lilly og c/o stod for resten af forplejningen og Linda tog sig kyndigt af sårede løbere – størst trængsel i 1. hjælps teltet var der dog under regnbygerne.
Ditte og ikke mindst Laura og Silas styrede løjerne på den velbesøgte børnebane. Og med erfarne folk også på stævnekontor, ved parkering, start, mål og i beregning havde Peter Skov sat et godt team.
Dejligt at der i klubben er så stor opbakning til vores stævneafvikling, at en snes Snab-ere kunne benytte dagen til at løbe med i skoven - når nu det var Munkebjerg, hvor vi ikke kommer så tit.




