”Der kommer 80 besøgende til Find-vej-dagen i Søndermarksskoven, sagde jeg med lidt forsigtig optimisme til arbejdsgruppe bag find-vej-dagen 2015. Og bliver det regnvejr, så kommer der færre.”

Der var problemer med at få de udsendte pressemeddelelser i aviserne, men heldigvis var der en fantastisk energi blandt SNAB’s medlemmer.

Sammen fik vi i løbet af 2 uger afsat 1000 flyers og ca. 50 plakater, som medlemmerne har delt ud i skolen, hos naboen, i det lokale supermarked og mange andre steder, hvor potentielle O-løbere dukker op. Mange tak for jeres indsats.

Da jeg lørdag den 25. april kl. 12.45 satte kursen mod Søndermarksskovens Skovlegeplads faldt de første af de lovede regndråber mod bilruden. Alt taget i betragtning, så var jeg usikker på de 80 deltagere. Og der var god grund til at være usikker, for der kom faktisk 90 løbere. Den ældste var 67 år, og den yngste 2 år. Der var også flere hunde med i skoven. Jeg blev ikke klar over, om det var sporhunde. Der var 39 deltagere af hunkøn og 51 deltagere af hankøn. Sådan har det altid været med O-løb. 42 af deltagerne var 18 år eller yngre. 48 var over 18 år. Det tegner godt for SNAB’s ungdomsafdeling, hvis de kommer igen.

Hvad sker der egentlig sådan en find-vej-dag?
Arrangørgruppen mødtes kl. 13 ved Skovlegepladsen i Søndermarksskoven. Alle havde ordnet noget inden de kom. Vi var så heldige, at vi fik det halve af saloon’en, så vi fik kort og diverse reklamemateriale i tørvejr. Et enkelt telt blev rejst til sprintbanen, som Ulrika stod for. Jeg satte diverse beachflag og bannere op på pladsen og på parkeringsområdet sammen med Frode. Henrik, der havde ansvar for banerne, var ude med klippetænger mv. til ophæng ved skovens faste poster. Man kunne løbe 2,9 km eller 4,7 km. Begge baner var lette.

Lidt før kl. 14 kom de første deltagere, og så gik det rigtig stærkt den første time. Frode havde ansvaret for modtagelse af løberne. Som noget nyt var der i år en mobilquiz. Det gav lidt ventetid, når teknikken ikke spillede sammen med deltagernes telefoner. Alle løbere blev tilbudt hjælp til grundlæggende principper omkring O-løb, inden de blev sendt i skoven. De sidste blev sendt i skoven lidt efter kl.15. På det tidspunkt var de første kommet i mål. Bettina havde ansvaret for, at alle deltagere blev godt modtaget med diplomer, saft, frugt og information om OK SNAB.

På sprintbanen blev der konkurreret om at få den bedste tid. Morten Örnhagen klarede turen på 1 min. Og 12. sek. Det kunne ingen gøre ham efter. Nogen prøvede at slå deres personlige rekord ved at løbe banen flere gange. Jeg forsøgte også at slå Morten, men desværre er den udleverede seddel med min tid blevet væk, og så er jeg i øvrigt forkølet.

Der var kaffe og kage og flødeboller til alle hjælpere samt kaffe og saft. Det blev der tid til at indtage, mens vi ventede på de sidste løbere kom hjem fra skoven.

Kl.16.30 kom de sidste tilbage fra skoven. På det tidspunkt var nogen gået i gang med at tage telte ned, samle poster og tænger ind og demontere beachflag. Jeg forlod skovlegepladsen kl. 17 som den sidste efter at have sagt farvel til Frode og koordineret det sidste omkring vores kursus på onsdag for nye voksne.

Hvad så når det hele er forbi?
Forhåbentlig kommer der rigtig mange nye børn og voksne til træning på onsdag i vores klubhus. Det er gratis at være med, og der er et særligt introduktionsforløb til alle nye løbere den 29/4, 6/5 og 13/5. Jeg håber, at solen skinner på onsdag, så alle de nye får oplevet at O-løb er skønnets når solen skinner, skoven er lysegrøn, og man har valgt OK SNAB.

En tak til alle jer som hjalp med at gøre Find-vej-dagen 2015 til virkelighed. En særlig tak til Frode, Henrik, Ulrika og Bettina, som sammen med undertegnede har stået for planlægning og organisering af dagen. Og ikke mindst tak til de 42 børn og 48 voksne, som var med. Uden jer havde det hele været spild af tid og ret kedeligt.

Kate Nielsen, ansvarlig for Find-vej-dagen 2015 i Vejle.