Nyt facebook-tiltag samler eliteidrætten i Vejle Kommune og giver borgerne mulighed for at komme med bag kulisserne i EliteVejle. Idrætsudøverne/klubberne kan med et hashtag sørge for, at netop deres historie bliver delt.
Alle kan følge med i eliteidrætten i Vejle Kommune og komme helt tæt på talenterne i EliteVejle på facebooksiden: www.facebook.com/elitevejle.
Pressemeddelelse fra Elite Vejle, af Sebastian Florander Smidt
Nu bliver det muligt at komme helt tæt på talenterne i Vejle Kommune. De har nemlig fået en fælles facebookside, som de kan bringe historier på. Mange af talenterne har egne facebooksider eller instagramprofiler, men ved at bruge hashtagget #elitevejle kan de nu dele deres historie på en fælles side, og det har sine fordele.
”Der bliver i forvejen fortalt en masse gode historier på talenternes egne Facebooksider. På den fælles side er det nemt for Vejle Kommunes mange idrætsinteresserede at følge med og lære talenterne at kende,” siger koordinator på projektet, Hans Lottrup fra Iplexus.
Facebooksiden er en del af EliteVejles strategi mod OL i Rio 2016. Det er meningen, at siden også skal være gensidigt inspirerende for talenter, ledere og klubber. Indtil videre har tiltaget været en stor succes, og siden er godt på vej til de første 1.000 likes.
Bredden har betydning
Topatleter og store præstationer stjæler ikke hele billedet. Siden vil nå helt ud i hjørnerne i alle idrætsgrene og også gå bag EliteVejles helt nye talenter, som med det nye hashtag kan få delt en lille film fra dagens træning eller en anden nyhed.
”Både topatleter og de nye talenter kan inspirere os alle til at dyrke mere motion eller med gode kostråd, så vi sætter også fokus på sundheden. Historierne på siden skal ud i hele spektret og om bag talenternes hverdag”, siger Hans Lottrup
Mødested for alle idrætsinteresserede
EliteVejle glæder sig over, at projektet er kommet godt i gang og ser frem til at følge sidens udvikling.
”Vores mål er, at vi i løbet af et par år bliver 2.000-3.000, som følger siden. Alle EliteVejles talenter, ledere og trænere, ja i det hele taget alle omkring EliteVejle, opfordres til at bruge facebooksiden endnu mere aktivt. Siden kan blive et mødested, som både mange idrætsinteresserede, alle talenter, klubber, medier og borgere efterhånden følger og bliver en del af,” siger elitekoordinator i EliteVejle, Peter Ginnerskov.
På Facebooksiden kan alle sportsinteresserede lære EliteVejles mere end 100 idrætstalenter at kende og følge deres store træningsindsats og præstationerne.




