Vejle Kommune har været Eliteidrætskommune i næsten 4 år.
OK SNAB har via Team Vejle Orientering (vores talentudviklingssamarbejde med OK Gorm) været med i denne indsats for eliteidræt og talentudvikling i Vejle Kommune. Såvel hele klubben som talentgrupppen har haft stor glæde af den støtte, vi dermed har fået bl.a. til klubudvikling og til aktiviteter for og udvikling af talentgruppen.
På torsdag forlænger kommunen og Team Danmark samarbejdet med en ny 4-årig aftale. OK SNAB er fortsat med, og vi ser frem til endnu en spændende periode med mange tiltag for vores sport og for vores unge talenter.
Pressemeddelelse fra Vejle Kommune:
Invitation til forlængelse af Team Danmark samarbejdsaftale
Vejle Kommune og Team Danmark underskriver ny samarbejdsaftale frem mod 2016
- Vejle står sammen om at udvikle fremtidens talenter
Torsdag den 8. november 2012 kl. 16.30 på Restaurant Neptun
Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard og direktør for Team Danmark Michael Andersen underskriver en ny fireårig samarbejdsaftale, som fortsat skal sikre talentudviklingen i Vejle Kommune.
Vejle samler sig om talentudvikling
Vejle skal være et attraktivt sted at udvikle sit idrætstalent. Derfor står både det lokale erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, politikere og idrætsklubber sammen om at udvikle fremtidens talenter. Talentudviklingen sker i et tæt samarbejde med Team Danmark. EliteVejles vision i den fireårige aftaleperiode er, at Vejle skal være repræsenteret ved OL i 2016 og holde liv i de danske medaljedrømme.
De næste fire år skal også bruges på at forsætte den klubudvikling, som EliteVejle allerede har igangsat og på at udvikle træningsmiljøer, hvor klubberne kan udvikle talenter med hjælp fra Team Danmark og specialforbund. Herudover sætter EliteVejle i de kommende år særligt fokus på samarbejdet mellem uddannelserne i Vejle og arbejder for at oprette støttefunktioner, bl.a. indenfor fysioterapi, skadesforebyggelse, kost og ernæring og sportspsykologi, for at sikre udviklingen af det hele idrætstalent.
Fakta om samarbejdsaftalen:
Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. januar 2013 og udløber 31. december 2016.
Vejle Kommune og Team Danmark prioriterer i aftaleperioden at udvikle følgende Team Danmark støttede idrætsgrene:
- Orienteringsløb, Team Vejle Orientering
- Svømning, Vejle Svømmeklub Triton
- Pige- og drengefodbold, Vejle Boldklub
- Atletik, Vejle IF
- Kajak, Vejle Kajakklub
Derudover ønsker Vejle Kommune at styrke talentudviklingsmiljøet i disse lokalt prioriterede idrætsgrene:
- Judo, Vejle Judo Klub
- Taekwondo, Vejle Taekwondo Klub
- Håndbold, Vejle Håndbold Ungdom
Endvidere ønsker Vejle Kommune at udvikle talentudviklingsmiljøet i cykling/MTB bl.a. i samarbejde med Vejle Idrætsefterskole og Campus Vejle.
Kom og se de to samarbejdsparter underskrive en ny fireårig aftale.




