Lørdag den 20. december 2025 gik Dorthe Hansen bort i en alt for tidlig alder efter længere tids sygdom.
Dorthe var født og opvokset i Vejle og fik som 13-årig smag for orienteringssporten. Hendes far, Ole var meget aktiv i OK Snab som formand igennem en længere årrække. I 1973 deltog Dorthe på hjemmebane i Munkebjerg i sit første DM, og allerede året efter blev hun danmarksmester i D16. I sin karriere vandt hun adskillige mesterskaber, og hun blev senere en drivende kraft på det danske landshold. Hun kronede landholdskarrieren med en bronzemedalje i stafet ved VM i 1983.
Da Dorthe fyldte 21, flyttede hun til Århus og fortsatte elitekarrieren hos OK Pan og senere i Silkeborg OK. Efter karrieren fokuserede hun på familien, hvor hun sammen med sin mand Erik Bobach fik tre børn, som alle blev passionerede og dygtige orienteringsløbere med flere verdensmesterskaber på deres CV.
Udover sin aktive karriere udførte Dorthe et meget stort arbejde for orienteringssporten, især på klubplan, hvor hun har en stor del af æren for Silkeborg OK’s udvikling.
Tidligt i 2024 fik vi at vide, at hun var syg, og at hun derfor ikke kunne deltage i Påskeløbene, som hendes barndomsklub arrangerede. På trods af sygdommen kom hun dog ofte på stævnepladser for at være sammen med familien og bevare kontakten til orienteringssporten. Mens hun endnu kunne, brugte hun meget tid på at være sammen med børn og børnebørn, men kort før jul slap kræfterne desværre op.
Æret være Dorthes minde




