Onsdag morgen (d. 23/4) var vi en lille folk Snabber, 9 i alt, som mødtes på Vejle Idrætsefterskole (VIE). Der var nemlig skole OL i atletik og orienteringsløb på programmet. Tror vi alle var en lille smule spændte på dagens forløb. Det var første gang, at vi var medværter til et sådan stævne. Jeg var dog ikke i tvivl om, at vi nok skulle klare opgaven.
Torsdag gjorde vi så det hele en gang til. 3 hjælpere var skiftet ud med 3 nye hjælpere. I alt sendte vi 19 skoleklasser i skoven fra lokale skoler. De fleste elever kom fra nærområdet, hvor Hældagerskolen udgjorde størstedelen.
Vi 9 hjælpere havde hænderne fulde i de 2 intense timer, som var sat af til orienteringsløbet. Eleverne blev sendt i skoven klassevis i en lind strøm. Der var kun få minutters pause undervejs, og ingen hjælpere var overflødige. Helt praktisk blev klasserne hentet i hjørnet af atletikbanen og ført til start, som lå lige bag diget ved den store sti. Her blev de registreret og fik en kort instruktion i små grupper. Mål var placeret sydvest for atletikbanen. Efter de første klasser havde været forbi start fandt vi ud af, at det var vigtigt at vise eleverne hvor mål var på kortet, da flere troede, at det var samme sted som start.
Skole OL i atletik og orienteringsløb hvordan foregår det?
For snart et år siden tog jeg kontakt til Anders fra VIE om vi kunne lave et samarbejde omkring skole OL. Det var han heldigvis med på. Anders og VIE har arrangeret skole OL i atletik mange gange, så det har været trygt, at arbejde sammen med ham. Vi har begge været spændt på skolernes reaktion på, at orienteringsløb var med på programmet i år. Men det blev taget rigtig godt i mod og flere lærere tilkendegav overfor både Anders og mig, at det var dejligt, at orienteringsløb også var med i år. Det var meget velorganiseret, som en lærer udtrykte det.
Inden dagen havde de tilmeldte skoler fået tilsendt et blankt kort over løbsområdet og lidt praktiske oplysninger omkring orienteringsløb og skoven. Udover orienteringsløb skulle klasserne deltage i 6 atletik discipliner.
Dagene startede festligt med indmarch og opvarmning ledet af elever fra Efterskolen. Anders have lavet et tidsskema, så klasserne kunne se, hvor de skulle være hvornår. Der var afsat 45 min pr. klasse til orienteringsløbet, som var et mangepostløb. Eleverne skulle finde så mange forskellige poster som muligt på 25 min. Der var opsat 29 poster i skoven rundt om skolen. 1 post gav 1 point, men for hvert minut man kom for sent i mål fik man 1 point i minus. Det var altså vigtigt at have styr på tiden.
Vinderen var den klasse som havde fundet flest poster i gennemsnit pr. elev. Skolerne havde på forhånd fået besked om, at eleverne skulle medbringe ur/telefon. Det blev lidt en udfordring at have ure nok i nogle klasser, da eleverne ikke måtte benytte deres telefoner. Det betød at eleverne blev sendt afsted i lidt for store grupper.
Som en af de få orienteringsklubber valgte jeg at benytte SI brikker i stedet for klippetænger. Det tror jeg var klogt valgt. Eleverne synes det var sejt, at løbe med brikken og det fungerede også fint med at tælle posterne sammen. Jeg var meget nervøs omkring hvor mange brikker vi ville miste, men alle brikker kom med hjem igen.
Tidsskemaet var planlagt ud fra at vi havde 8 klasser pr. dag (hvilket vi havde onsdag), så onsdag kørte det bare rigtig fint stille og roligt. Torsdag blev vi lidt presset i start funktionen med 11 startende klasser, da 2 klasser havde samme starttid a ́3 omgange og en anden klasse pludselig gerne ville starte tidligere. Derudover skulle brikkerne fra de 3 første klasser genbruges, hvilket betød at brikkerne skulle nå at aflæses og cleares inden de blev sendt retur til start. Her var jeg tæt på at lave dagens måske største bommert, da jeg glemte at cleare brikkerne inden jeg delte dem ud til næste klasse og sendte dem i startboks. Jeg kom heldigvis i tanke om det på et hængende hår og ingen nåede afsted i skoven.
Efter sidste klasse kom i mål var der kun 15 min til præmieoverrækkelse, så der skulle tælles point sammen forholdsvis hurtigt.
Mit indtryk var at de fleste elever havde en god tur i skoven. Det var hårdt og der blev kæmpet. Der var ingen som nåede alle 29 poster. Tror det højeste var 23 poster. Der var flere Snab børn repræsenteret blandt deltagerne.
Udover mangepostløbet kunne eleverne prøve en labyrintsprintbane. Her var 4 forskellige baner at vælge imellem. Det var frivilligt at deltage. Her kunne vi godt have ønsket os lidt større interesse.
Jeg synes vi havde et par gode vellykkede dage, og vi var meget heldige med vejret. Vi har indhentet god erfaring og næste år er vi meget klogere.
/Malene
---------------------------------------------------------------------------------------
Billeder fra dagens kan ses her