En stor gruppe Snab'ere havde taget turen til Vester Thorup i det nordlige Jylland, for at vise de snab'ske farver frem til DM Stafet og DM Lang - der var arrangeret klubtur på Idrætscentret i Fjerritslev, og mellem DM-løbene blev der hygget med strikketøj, god mad (tak Lene), badning i svømmehallen eller leg i gymnastiksalen og gennemgang af dagens løb på storskærm (tak Jens).
Det kan måske virke som en kliche, men Vester Thorup er faktisk noget af Danmarks bedste og sværeste orienterings-terræn, så det var rigtig spændende at se hvordan det nu skulle gå. Og det blev lige så udfordrende - hvis ikke mere - som forventet, så der var fuld valuta for pengene begge dage.
Lørdag blev der løbet DM stafet. Både vores H21- og D21-hold var ramt af skader, så der blev hevet udskiftninger ind . Således blev Inge Jakobsen en del af D21-holdet med Eva Örnhagen Jørgensen og Malin Agervig Kristiansson, og Felix Isaksen sprang til på H21 med Jeppe Edvardsen og Linus Agervig Kristiansson. Det betød også at Thomas Edvardsen blev en del af H35-holdet, da Inge ellers havde en plads der. Samtidig var også H18-holdet ramt af skader idet Rasmus Edvardsen er skadet for tiden - heldigvis tog Rasmus en masse fantastiske billeder istedet ;o).
Og der blev kæmpet bravt i terrænet - det handlede om fuld kortkontakt når man slap stien eller andre sikre steder, og det var en udfordring at holde hovede koldt hele vejen rundt. Især skal fremhæves Lars Skovgaard Jakobsen utrættelige kamp på sidsteturen i H35 - uden hans stædighed var det ikke blevet podieplads for det hold.
Vores H12-hold, Emil Skouenborg, Arn Franck og Oskar Gjørup Larsen løb alle de andre hold af banen og tog en flot flot GULD medalje i H12-klassen. Godt løbet, drenge!
I H50 vandt også Jesper Fenger-Grøn, Jens Liengaard og Flemming Jørgensen også GULD! Det var lige før det var mere held end forstand, men det skal de næsten selv have lov at fortælle :o)
Derudover blev det jo så til SØLV i H35 til Thomas Skouenborg, Thomas Edvardsen og Lars Jakobsen, og BRONZE i D40 til Karina Skouenborg, Louise Gjørup og Ulrika Örnhagen, hvor undertegnede havde store udfordringer med især 4 af posterne.
SØNDAG stod den på DM Lang fra samme stævneplads. Og man troede måske ikke det kunne blive sværere - men det kunne det så godt. Der var 1500 meter ud til start og så skulle der ellers kæmpes i og mod fyrrekrat, krogede egetræer, snørklede højdekurver og tæthed 2 næsten hele vejen til mål. Det var en helt vild udfordring - og så endda med en tidligere snab'er som banelægger (nemlig Morten Schou).
Det var igen fuld kortkontakt hele vejen - blev man først væk derinde, var det sindsygt svært at læse sig ind igen. Det føltes næsten som en sejr at gennemføre og de løbere, der endda løb sig til en podieplads kan med rette kalde sig Danmarksmestre!
Der var mange flotte præstationer, og det blev podiepladser til mange dygtige Snab'ere:
Linus Agervig Kristiansson vandt SØLV i H21 og Malin Agervig Kristiansson vandt BRONZE i D21.
I H12 vandt Emil Skouenborg en flot SØLV-medalje og Alberte Lindorf vandt SØLV i D12. Inge Skovgaard Jakobsen vandt SØLV i D35, Thomas tog BRONZEN i H40, Jens Liengaard vandt BRONZE i H50, og i D55 tog Ulrika Örnhagen SØLV og Flemming Jørgensen tog BRONZE i H55.
Stort stort tillykke til alle medaljetagerne begge dage - det er virkelig velfortjent! - og godt kæmpet til alle os andre :o)
Rasmus Edvardsen var flittig med kameraet - se de dejlige billeder her.
Og tak til Aalborg orienteringsklub for fedt terræn, udfordrende baner og to rigtig gode stævnedage.





