1) OK Snab til DM Ultralang i Kærgård Plantage
Vi ankommer til stævnepladsen lidt sent i feltet. Karsten Blok når i mål og fortæller, at der var en dyb å (til over livet) med blød bund... Skepsis blandet med panik begynder at indfinde sig. Ulrika dukker op lidt efter med friske rifter og kan fortælle, at der var lidt krat på de sidste stræk - men at det ikke var nødvendigt med en svømmetur. Det dulmer panikken en smule ![]()
Malene kommer også glad i mål og har haft en god tur. OK - det kan ikke være ren ondskab, vi skal igennem derude.
Tid til afgang. Karsten når lige at spørge, om jeg har husket pandelampen? ![]()
Da jeg omsider når hjem, er præmieoverrækkelserne (som forventet...) i gang. På grænsen af det hørlige synes jeg, at megafonen lyder som "... førsteplads ... Ulrika Örnhagen Jørgensen, Ok Snab!" Det viste sig at holde: Ulrika vandt guld i D50.
På spindesiden fik vi også Grete Larsen på skamlen med en sølvmedalje i D75. Desværre fik jeg ingen billeder af disse to præmieoverrækkelser.
Magnus Dewett løb sig i H21 til en bronzemedalje. Banen var på nominelt 21 km, men i praksis naturligvis mindst 24-25 km. Jeppe Edvardsen kom i mål på 4. pladsen - det er pokkerme flot af en førsteårs senior.
Brødrene Lindorf var begge på skamlen i H35. Bjørn var startet først, men bummer (sammen med andre) på vej til post 1, så der var i praksis "fælles start fra post 1" - med forskudt tidtagning naturligvis. Alligevel lykkes det Bjørn at rykke så meget fra feltet, så han ender med en sølvmedalje, mindre end 2 minutter fra guldet. Jonas løb af med bronzen.
I H55 løb Flemming Jørgensen sig til en bronzemedalje, 6 minutter fra guldet og med bekvem afstand til 4.-pladsen.
Til lykke til alle!
Banerne
Kærgård har bare noget af det lækreste klitterræn. Det må da være for at forkæle løberne med en gang udfordrende kurvelæsning, at man lægger et DM dér? Som man kan se på O-Track, er der også mange fine og udfordrende baner! Men nogle af dame-banerne ser mindre inspirerende ud. D50 har én (1!) post i klitterne, og så er det ellers med at rode rundt i krattet 8 poster i streg. Sværhedsgraden fejler ikke noget, men jeg forstår alligevel godt, hvis nogen føler sig lidt snydt.
2) Mig selv til DM Ultralang i Kærgård Plantage
DM Ultralang! De Barskeste og de Bedste! - Hvad I himlens navn laver jeg dog hér...?
Jeg er debutant. Af uransalige grunde falder banelængderne hurtigere, end min kondition kan nå at forringes, så nu har jeg i H65 - endelig - chancen for at kravle med rundt. 8 km er jo ikke længere end den lange bane til en lørdagstræning i Horsens. Sportslig ambition: "Numsen fri af gulvbrædderne" - dvs. der skal helst være mindst én, som gennemfører med en dårligere tid.
Se O-Track for banens detaljer.
De første to poster ligger i klitterne mod vest. Lidt ro på og omhyggelig kortlæsning - næsten spiddet, i hvert fald med minimale tidstab.
Post 3 er et langstræk på knap 2,1 km. Jeg ville have krydset ind over i det hvide/gule område, men er ukoncentreret og misser det, så jeg ender helt henne ved skovvejen. Det koster ca. 250 m omvej. Af de 17 tracks, der ligger p.t. på O-Track, er der faktisk kun tre, der løber på tværs - lidt sært, synes jeg. Efter et i øvrigt kontrolleret stræk kløjs jeg i indløbet til posten. Det er lidt surt - men OK, jeg får da has på den til sidst.
Til næste post har jeg et lille svaj, som jeg får læst ind - men post 5 rammer jeg lige i snotten. (Nok en smule held, men det kan man jo ikke se bagefter.)
De næste fem poster går som smurt - åen kunne faktisk passeres over en bro - men det forholdsvis korte stræk 10-11 går i fisk. Sokratisk visdom: "Jeg er fuldstændigt klar over, at jeg ikke aner, hvor jeg er!" Ned på stien syd for posten - så er det pludseligt ikke så svært at læse sig ind.
Det allersidste (ganske korte) stræk byder på overraskende mange ganske små høje og lavninger og knæhøjt lyng - en ganske modbydelig kombination, når man i øvrigt er møg-træt!
Og hvordan gik det så? Wonder of wonders: Jeg endte i top-10! Og jo! Der VAR flere end ti tilmeldte.![]()






