Allerede fra morgenstunden var jeg klar over, at uanset hvordan det sportslige udfald blev af dagens dyst, måtte det blive en god dag. Herligt vejr og ifølge instruktionen kunne man købe ringriderpølser i kiosken. Ovenikøbet gjorde mit, på det seneste, ret knirkende knæ heller ikke noget væsen af sig, dog godt hjulpet af Ipren inden jeg gik i seng. Således opmuntret satte jeg mig ind i bilen og satte ”Live at Leeds” (verdens bedste live album) med The Who på bilstereoen, for lige at få energiniveauet hævet til det maksimale.
Jeg var således klar til kamp da jeg ankom til Ringriderpladsen. Da klubben sidste år måtte lide den tort at blive henvist af KOK til sidstepladsen med et nederlag på sølle to point, også selvom vi havde flere løbspoint end KOK, startede jeg lige med at tjekke startlisterne for at vurdere vores chancer. Udgangspunktet var ikke det bedste. Vores eliteløbere var fraværende på træningslejr og i tilgift var vores ellers sikre pointslugere i H16 begge på tur med efterskolen. Ikke lovende i forhold til at slå vores vel nærmeste konkurrent OO, som ikke har nogen eliteløbere, men som til gengæld har en hærskare af løbere over 70 år, hvor vi kun kan mønstre 3 løbere. Tilmed har de også en solid ungdomsafdeling, som vi dog normalt godt kan matche, når ikke lige nogle af vores løbere ikke kan stille op.
Det skulle dog ikke slå mig ud, så jeg lavede en grundig opvarmning af knæ og andre småskavanker, som man jo ikke er helt fri for i min fremskredne alder. Under opvarmningen fik jeg den nyhed, at en af mine værste konkurrenter gennem min snart 50-årige karriere som o-løber, Erik Bobach fra Silkeborg, var skadet med en fibersprængning, han havde fået ved at spille badminton. Gamle fjols, tænkte jeg, lærer du det aldrig og havde næsten allerede glemt, at jeg selv mistede hele min forårssæson på grund af et styrt på mountainbike. Ak ja, sådan er det at blive gammel. Man vil gerne det hele, men kroppen sætter sine begrænsninger. Nå, jeg kom i gang og havde et fint løb i den overraskende gode skov. Jeg huskede Gråsten som tung og med en masse grimme ting i bunden, men det var lykkedes banelæggeren at komme udenom det værste, i hvert fald på min bane, så trods et bom på 2 minutter på en enkelt post, var jeg godt tilfreds ved målgangen. Tilfredsheden blev ikke mindre af, at jeg slog Karsten Blok med 49 sekunder. Karsten og jeg har haft mange tætte dyster gennem årene og denne gang var det så min tur til at trække det længste strå.
Når vi er ved de sportslige præstationer, så var der mange fine indsatser af Snabs løbere. Især de unge piger var flittige gæster i top 3, men det blev de lidt ældre (men stadig unge) kvinder, Rikke Stamp og Ulrika Örnhagen Jørgensen, som blev Snabs eneste klassevindere. I herreklasserne var der intense interne kampe i H40, hvor Thomas Skouenborg vandt håneretten og i H50, hvor John Kristensen fik skovlen under de andre. Nå ja, så er der jo også dysten med de andre klubber. Som forudsagt blev det svært og vi endte igen som nummer sjok. En lille trøst var det dog, at vi faktisk ikke var langt efter hverken OO eller Søllerød. Med to H16 løbere på plads havde vi efter al sandsynlighed slået OO, men det kan vi selvfølgelig ikke bruge til noget nu. Det er bare op på hesten, tæve de andre klubber i Sydkredsen til næste år og så gøre arbejdet færdigt i finalen.
På vejen tilbage i bilen kunne jeg konstatere, at det på trods af det sportslige resultat, faktisk havde været en god dag. Dejlig tur i skoven i godt vejr, hyggeligt samvær med både klubkammerater og gode konkurrenter efter løbet og selvfølgelig ringriderpølser. Der var dog lige en ting der nagede – det der bom på 2 minutter – og så var det lige at The Who tonede ud af højtalerne med ”I can’t explain”.
/ Per Filskov
Billeder fra dagen kan ses her.