Weekenden har budt på Jyskfynske Mesterskaber, JFM - lørdag var det JFM Stafet i Hårsbjerg Plantage, og søndag JFM Lang i Dollerup bakker.

OK-Snab havde mange hold med i JFM stafetten, og det gav da også pote med 2 hold JyskFynske Mestre, og mange 2. og 3.pladser. Solen skinnede højt over stævnepladsen i Hårsbjerg plantage, og OK Snab havde lejr med udsigt til publikumsposten og opløbet, så alle løbere fik masser af hep og tilråb. Stafet er en spændende og superfed disciplin, hvor det er vigtigt at hele holdet præstere, så mon ikke alle har tendens til at tjekke kontrolnumrene ekstra godt. Der er fællesstart for de forskellige klasser, og så er der ikke andet at gøre end at vente spændt på hvornår ens holdkammerat kommer i mål, og om man kan holde holdets føring eller indhente minutter op til førende hold.

Hårsbjerg plantage veksler mellem plantageskov af varierende alder, nyplantninger og åbne områder, og gav god modstand til alle løbere. Efter publikumsposten skulle man løbe direkte op af en bakke for at klippe næste post, så publikumsposten gav sved på panden i mere end én forstand - publikumspassager øger altid mit stressniveau en smule - så jeg tror, dét og den efterfølgende bakke må have skylden for min 180-graders fejl på en af de efterfølgende poster - jeg fik aldrig det helt gode flow igen, så det var et held der ikke var så mange poster tilbage, så jeg kunne sende Helene ud på sidste turen i rimelig tid - hun fik indhentet nogle af de tabte minutter, og fik hevet os op på en 2.plads!

Men tilbage til det med OK Snabs nykårede JyskFynske Mestre i Stafet!
Det blev nemlig H21-holdet: Jeppe Edvardsen, Felix Isaksen og Thomas Skouenborg og H50-holdet: Flemming Jørgensen, Jesper Fenger-Grøn og Michael Thygesen. Kæmpe stort tillykke til begge hold.

Faktisk var der tilmeldt hele to hold fra OK-Snab i de to klasser. I H50 kom John Kristensen, Lars Pagh og Lars Svinth Nielsen ind på 3.pladsen. Desværre sendte et fejlklip det andet hold i H21 ud af konkurrencen, selv om Casper Thygesen, Kristian og Thomas Blok havde god fart i benene.

I ungdomsklasserne var holdene også godt med. D12-holdet med Marie Fjordside Pagh, Alberte Lindorf og Maja Henningsen blev nr 3, og H12-holdet med Jakob Andersen, Emil Skouenborg og Alfred Balslev Pedersen blev nr 2.
I D13-16 (Camilla Eskildsen, Agnes Fjordside Pagh og Ella Kolstrup) var det virkelig marginalerne der talte, da Ella som sidste løber blot manglede 8 sekunder for at løbe guldet hjem - så det blev til en 2.plads til pigerne.
I H13-15 (Axel Jörgensen, Malthe Kongsgaard og Rasmus Edvardsen) fik også 2.pladsen i deres klasse.
D21-holdet med Inge Jakobsen, Ulrika Örnhagen, Karina Skouenborg og D40 holdet med Lola Eskildsen, Louise Gjørup og Helene Nissen endte begge på 2.pladsen i deres klasser. 2 rene familie-hold var også med i stafetten: Grethe Larsen, Lone og Brian Knudsen viste Snab-farverne fra i H/D min185, og familien Rosenvinge i Åben klasse.

Søndag lagde Dollerup Bakker og Viborg OK terræn til JFM Lang. Det er et dramatisk terræn formet af fortidens ismasser og smeltevand, så det var meget spændende og udfordrende for fysikken. Desværre var vejret ikke lige så strålende - men så er det godt at orienteringsløbere ikke er sådan at afskrække. I hvert fald var en stor flok Snab'ere draget nordpå.
Og også på den lange distance kan OK Snab nu bryste sig af at have nykårede JyskFynske Mestre i klubben.
Axel Jørgensen løb med titlen som JyskFynsk Mester i H16. Sølle 2 sek ned til sølvet, og kun 2 min ned til Rasmus Edvardsen på 3.pladsen! Flemming Jørgensen blev JyskFynsk mester i H55, hvor Torden Dewett lå lige udenfor podieplaceringer med en 4.plads.

Jeppe E og Magnus Dewett fik hhv 3. og 4.pladsen i H21, hvor Kristian og Thomas Blok lå i top 10 og Casper Thygesen lige uden for. Jesper Fenger-grøn tog 2.pladsen i H50 og Per Filskov blev nr 3 i H60.
Dorthe Rosenvinge var eneste kvindelige islæt fra OK Snab, og tog 3.pladsen i D45.

Stort tillykke til alle de JyskFynske Mestre. Og tak til Horsens OK og Viborg OK for 2 dejlige stævne-dage.

 

Der er taget lidt flere billeder fra Stafet-dagen i Hårsbjerg Plantage, som kan se her