For en stor del af klubben har weekenden stået på Elite O-løb. Der var nemlig Selection Races i Ribe og Esbjerg som forberedelse til WOC2022 - og det var ikke kun Eliteløberne, der fik trænet. Hele WOC2022-organisationen fik trykprøvet setuppet til WOC2022 om kun 6 uger, så derfor var en stor del af OK Snab og de andre arrangørklubbers medlemmer også trukket i arbejdstøjet.

Ud af de danske deltagere var der 5 løbere med fra OK Snab: Jeppe Edvardsen, Magnus Dewett og Linus, Malin og Ida Agervig Kristiansson, og hold da op, hvor de gav den gas!.

 

 

Lørdag var disciplinen Individuel Sprint i Ribe, med først et kvalifikationsløb om formiddagen, og så finaleløb om eftermiddagen. Ribe by afholdt samtidig den traditionsrige Tulipanfest, så der var MASSER af folk på gader og stræder, og især under finaleløbene var der godt gang i byen med høj musik og festlig stemning.

I Kvalifikationsløbene klarede Magnus, Ida og Malin sig videre - Malin vandt faktisk sit heat. Linus var kun 9 sekunder fra en finaleplads, og Jeppe E var uheldig og tabte sit kort lige efter starten var gået, så det blev heller ikke til en finaleplads (til gengæld løb Jeppe sig så til en 6.plads i B-finalerne).

I finalen var Snab'erne igen med helt fremme - Ida blev bedste danske dame med en flot 6.plads, og Malin løb sig til en 12.plads. Magnus havde også hård konkurrence i herre-finalen, men blev med sin 23.plads alligevel 3.bedste dansker. 

 

Søndag var løbene rykket til Esbjerg og dagen stod på knockout sprint. Det er et udskillelsesløb og en ret fed disciplin, som starter med kvalifikationsløb, hvoraf de 12 bedste fra hver bane går videre til kvartfinalen. Her sendes 6 løbere af sted i 6 heats, og heraf går de bedste 3 fra hvert heat videre til semifinalen. I semifinalen kommer kun de 2 bedste fra hvert heat videre til den spændende finale.

I kvalifikationsløbene kom hele 4 ud af de 5 Snab'ere videre, nemlig Linus, Magnus, Ida og Malin. Magnus blev faktisk 2'er på hans bane, men Ida og Malin tog en 6.plads på hver deres bane. Linus blev 10'er på hans bane.

Både Linus og Magnus måtte så se sig slået ud i Kvartfinalen, men Ida og Malin fik kæmpet sig videre til semifinalen. Her kom de til at løbe direkte mod hinanden, idet de begge løb i sidste heat - Ida kom i mål som nr 3 og Malin som nr 4, så det rakte lige præcis ikke til en finaleplads denne gang.

Hele weekenden var der vanvittig mange flotte danske præstationer. Især på den danske kvindeside er der virkelig mange dygtige løbere, så der er hård kamp om pladserne. DOF har skrevet nogle fine artikler om alle de danske resultater, som kan læser her og her.

Link til WOC2022-hjemmeside med alle weekenden resultater, kan findes her

Alt i alt en super god weekend, hvor en hel masse frivillige fra alle WOC2022 arrangørklubberne skabte fantastiske rammer til nogle udfordrende løb af høj kvalitet, hvor løberne sørgede for masser af sportslig spænding. Det kunne faktisk ikke blive bedre - og mon ikke vi var mange, der sov virkelig godt i nat :o)