87 tilmeldte i søndags til Divisionsmatch i Palsgaard - og som ventet kan ingen slå os, når vi er så mange. Det blev nogle meget klare sejre mod alle klubberne, endda mod Kolding, som vi ofte har haft helt jævnbyrdige dyster imod. Der er mange spændende resultater at dykke ned i, virkelig mange har bidraget med point. Måske er det urimeligt at fremhæve nogle enkelte, men jeg får alligevel lyst til særligt at nævne, at vi for en gang skyld vandt både herre og dame-eliteklassen. I dameeliteklassen var det den tidligere VM-løber Ulrika, der snød de yngre konkurrenter (og i øvrigt også næsten alle herrerne i H40). Ulrika blev ganske vist i sin tid nr 10 på VM mellemdistance. Men det var altså i 1991......Tak til Magnus for at stille op i H21 dagen efter sin imponerende tid ved 10 km landevej!

Det er jo fantastisk, at f eks Per Simonsen og Rie tjente masser af points på at kæmpe sig rundt i lidt over halvanden time. Og denne gang havde vi massevis af dygtige børn med - tak til alle de friske drenge og piger fra børne- og ungdomsholdene, så sejt!!

For løbstilmelderen starter Divisionsmatchen dog noget før selve dagen. Læs med her, når Lone R tager os "med bag kulisserne":

Divisionsmatch – set gennem løbstilmelderens briller

For løbstilmelderen begynder divisionsmatchen faktisk allerede en god uge før stævnet, nemlig når sidste tilmeldingsfrist nærmer sig. Holdet skal sættes bedst muligt med dem, der nu har tilmeldt sig.

Min helt store drøm er naturligvis en dag at kunne stille med fuldt hold, men det kræver 93 deltagere. Og vel at mærke 93 som er fordelt helt rigtigt på køn, alder, og sværhedsgrader.

Denne gang var vi 87 deltagere, så det var ganske tæt på de 93, men der manglede stadig nogle brikker i puslespillet. Når man er tæt på sidste tilmeldingsfrist, kan man begynde at lægge puslespillet. Dvs se i hvilke klasser er der for mange løbere, og kan nogle af disse evt flyttes til andre klasser, hvor der mangler løbere og give point der?

Men det er jo ikke gjort med det, man skal også lige tænke lidt over, hvem man flytter. Er der feks kun 2 i H21B, men 5 i H45B – så skal der selvfølgelig flyttes en til H21B (Der kan kun tælle 3 i hver klasse), men man kan jo ikke bare tage den hurtigste i H45B – der skal også være nogle, der kan vinde den klasse. Og sådan er det med hver flytning, der skal lægges en taktik for, hvem man tror på, så alle klasser bliver stærkest muligt besat, og så der er nogle, der kan blande sig i toppen af hver klasse – og her er det jo så ikke altid, at jeg har vurderet rigtigt på dagsformen. Jeg flytter naturligvis heller ikke bare rundt på løbere, som det passer mig. Ingen rykkes fra en sværhedsgrad til en anden uden at være kontaktet. Men hvis du vil hjælpe klubben til at få flest mulige point, så skriv gerne i kommentarfeltet ved tilmeldingen, at du evt kan løbe en anden bane, så ved jeg, at du evt kan flyttes.

Når holdet så er sat, og der er trykket på Godkend-knappen, så er der fred, indtil man kan se startlisterne. Man kan jo ikke gøre mere, men jeg kan alligevel ikke lade være med at sidde og tælle, hvor mange de andre hold er, og hvem de har brugt på hvilke baner, og om der nu er en realistisk chance for at slå dem. Og da startlisten blev gennemgået ved aftenbordet lørdag, troede jeg fortsat på de 4 sejre.

Men man kan blive ved med at sidde og tænke, skulle jeg nu have flyttet nogle andre end dem man flyttede, og hvad nu hvis..
Vi har feks ingen løbere har i H80, dvs at den klasse taber vi faktisk 0-15 til de klubber, der kan stille med 3 løbere i den klasse. Så har vi heldigvis rigtig mange ungdomsløbere i forhold til de andre klubber, men her kan vi kun vinde 7-0, hvis det andet hold ikke har nogle. Er det nu også nok til at slå dem, det har jo tit været få point om at gøre.. – uhhh jeg kunne næsten ikke falde i søvn af bare spænding.

Endelig blev det så søndag, og folk kom i skoven – og tilbage igen. Og uden at prale ret meget, kan vi vist godt tillade os at sige, at ingen af de andre klubber var i stand til at true OK Snab i det samlede resultat. Vi løb med 4 klare sejre – I er bare så seje alle sammen.

Onsdagens træning i den ældste ungdomsgruppe gik på at lære at tjekke kontrolnumre, og det må siges at de unge mennesker har hørt efter i timen – der var ingen fejlklip til dem i dag, og noget tyder endda på, at de voksne måske har lyttet med – i hvert fald var Snab’s fejlklip-procent forsvindende lille i forhold til Påskeløbene for en uge siden.
Stort tillykke med sejren og de flotte individuelle resultater – jeg glæder mig allerede til, at jeg skal sætte holdet til næste match den 18. september i Stensbæk, så sæt alle kryds i kalenderen den dag – vi skal slå de 87 deltagere og med videre til DM finalen i Gråsten den 9. oktober.

/skrevet af Lone R (Løbstilmelderen)