OK Snab var vært for Sydkredsens 2. teknikkursus denne vinter. Der var tilmeldt ca 40 løbere fra næsten alle O-løbsklubber i Sydkredsen, deriblandt Lola Eskildsens fra OK Snab, som var tilmeldt på "Svær". DErudover kunne man tilmelde sig "Mellemsvær" eller "Let".

Her kommer Lola's beretning fra dagen.

Den 26. februar var Bo og jeg tilmeldt teknik-kursus der blev afholdt af OK-Snab og var lokaliseret i Vejle.

Vi tænkte, at i og med at vi først stiftede bekendtskab med o-løb i juni 2020, og det i stort set hele den efterfølgende periode har været præget af corona, så måtte det være det helt rigtige at melde sig til.

Vi var 10 løbere fra OK Snab ud af de i alt 40 tilmeldte. Vi havde tilmeldt os på svær bane. Vi startede dagen med kaffe og rundstykker og snakken gik hurtigt blandt de fremmødte. Så gik undervisningen i gang, og selvom dem der oprindeligt skulle have stået for at snakke og fortælle, måtte blive væk pga corona, så havde OK Snab sørget for nogle glimrende substitutter – Flemming, Kate og Ulrika

Dagens tema var højdekurver og vejstræk. Flemming startede med at fortælle om hvordan man kan bruge højdekurverne og hvor effektivt det var, at se ned gennem veje og stier på kortet og koncentrere sig om kurverne. Vi lærte begge en del ting, som vi ikke vidste før og helt sikkert vil bruge fremad.

Dernæst fik vi udleveret dagens første kort, hvor alle veje og stier var blevet fjernet. Så der var kun højdekurver, tætheder og vand på kortet.
Så fik vi udleveret endnu et ark hvor kun postcirklerne og de røde streger imellem var påtegnet, samt en tusch, og så blev vi sat til at kigge på kortet og dernæst tegne de vigtige informationer ind på det tomme kort, så vi ville kunne finde posten – kun ved hjælp af de indtegnede informationer. Det er lidt svært at forklare, men det var meget effektivt.

Så blev vi sendt i skoven for at gennemløbe banen – dog med det først udleverede kort. Det var en god tur og det var rigtigt rart ikke at have veje/stier med på kortet. Vi begyndte at kigge efter nogle andre ting end det vi er vant til.

Da vi kom tilbage til skolen evaluerede vi det første løb og vi kiggede på o-track hvor nogle af os havde lagt løbet op. Så kunne vi se hvilke forskellige valg der var blevet taget. Under/efter frokost fik vi nogle opgaver – nogle små kortudsnit hvor vi skulle vurdere hvor mange kurver man krydsede opad fra start til posten. Det var lidt udfordrende og det var med at holde tungen lige i munden for at finde ud af hvad der var oppe og nede.

Herefter fortalte Ulrika om vejstræk og også lidt om kurver igen og vi gennemgik dagens andet kort hvor vi snakkede om hvordan man skulle vurdere hvilket stræk der var det bedste mellem de forskellige poster.

Herefter blev vi sendt afsted til Højen skov hvor dagens andet løb foregik. Højen skov er pænt bakket og benene var ved at være brugt til sidst, men det var en god tur.

Efter løbet mødtes vi alle igen på Søndermarksskolen, hvor vi snakkede om hvilke veje vi så havde valgt og om det holdt stik med det vi havde talt om inden løbet.

Alt i alt en god og lærerig dag, blandet med social hygge og snak med ligesindede o-nørder

/skrevet af Lola Eskildsen


Der var en enkelt "Snab'er tilmeldt på mellemsvær niveau. Her startede dagen også ud med en gennemgang af teorien bag højdekurver, og hvordan den information, man får fra højdekurverne, kan bruges, når man planlægger sine vejvalg. Og eller var opbygningen af dagen ens med "Svær", altså at man gennemgik banerne efter de var løbet, og fik instruktion til næste tur i skoven.

Dagens første bane foregik rundt i Sønderskoven, og her skulle deltagerne træne brugen af højdekurver i virkeligheden. Der var nogle stræk, hvor man skulle øve "at holde højde", og andre hvor man skulle se/bruge formen på landskabet for at finde frem til næste post.

Banen om eftermiddagen i Højen, havde også rigtig mange gode stræk, hvor højdekurverne gerne skulle hjælpe én på vej, så her fik deltagerne igen trænet brugen af højdekurver.

Deltagerne på Mellemsvær løb parvis til begge træninger, da det gav god læring og tryghed at sparre med hinanden undervejs.

Alt i alt også en rigtig god og lærerig dag

/skrevet af Louise Gjørup