Kalder alle Snabbere!
Det er nu, vi skal på græs - eller rettere i skoven. Snart skal Snab-vimplen hejses, og klubdragten luftes. Forårsklassikerne står nemlig for døren. Endelig!
Efter 2 år med restriktioner lader det til, at vi kan mødes til stævner som i de gode gamle dage. Vi kalder dem stævner, men hvad jeg elsker ved O-løb er, at alle kan være med. Nogle er med for at løbe stærkt og konkurrere, mens andre tager sig tid til at nyde den dejlige forårsskov.
Jeg glæder mig til at falde i snak med såvel store som små i klubteltet eller i kiosken over en lun kop kaffe.
Danish spring er navnet på et weekendsstævne, der løber af stablen d. 26-27. marts nær Roskilde. Der er et et stykke at køre, men til gengæld venter sjove terræner og formentlig en herlig weekendudflugt.
Tilmeldingsfristen er lige om lidt, nemlig 11.marts, men der kan eftertilmeldes frem til 21.marts. Her er link til løbets hjemmeside.
Påskeløb. Og er I sultne på at finde mere end bare påskeæg i påskeferien, er der poster at finde i Silkeborgs skove. Her skal vi nemlig løbe dette års Påskeløb. Det er et tredages stævne fordelt på tre etaper fra 14.-16. april.
Tilmeldingfrist er 1.april, og I kan se indbydelsen her. Vi skal løbe i nogle af Silkeborgs mest spændende skove - nemlig Hårup Sande, Himmelbjerget (ja - det bliver en kuperet omgang) og slutteligt Sletten, der ligger for foden af Himmelbjerget. Fra Vejle er der maks 1 times kørsel hver vej, så det kan fint lade sig gøre at tage nogle dagsture.
Divisionsmatch i Palsgård d.24.april. Sæt desuden kryds i kalenderen søndag d.24.april, for her skal vi alle ud og kæmpe for OK Snab's placering i 1.division. Sidste år endte vi på en samlet 2.plads efter tæt konkurrence med KOK. I år skal vi op på 1.pladsen igen!!
Husk at du, som altid, skal tilmelde dig via o-service til alle stævner og løb!
- har du spørgsmål, så send en mail til Lone R (
Jeg glæder mig meget til at se Jer i skoven :-)
Kh Eva Ö Jørgensen




