Her i januar og corona-tid, trænger vi vist alle til at drømme os tilbage til sommerens varme og lange lyse dage.
Perfekt timet, så vi alle kan blive inspireret i sommerferie-planer og ferieønsker, kommer der her en fortælling fra "de varme lande". Familien Fenger-Grøn har i sommers været i Ungarn og løbe WMOC, Veteran-Verdensmesterskaber.
Læs hele Jespers forrygende beretning her:
WMOC - er det værd at tage til? Svaret er helt klart ja. Uanset om man har tænkt sig at løbe i konkurrencetempo eller bare vil løbe nogle fede løb. Vi har deltaget i 2018 i Nordsjælland og i sommeren 2021 i Ungarn.
Det var imidlertid et familiekompromis af de store, der skulle til inden jeg (Jesper) stod på startstregen til sprint-kvalifikationen. Vi havde været igennem en uges ferie på Lindas kusines vingård i Provence, sight seeing i San Remo, en orienteringstræning i de italienske Dolomitter, mere sight seeing i Milano, vandring i de slovenske bjerge, endnu mere sight seeing i Ljublajana og Budapest. I alt blev det til 5845 km i vores elbil gennem Danmark, Tyskland, Luxemburg, Frankrig, Italien, Slovenien, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland – den tur er der i sig selv meget af fortælle om, men det må blive en anden gang.
Sprint er ikke min favoritdisciplin, men jeg fik løbet et koncentreret løb og kom sikkert videre til A-finalen
Se kortet her: sprint kvalifikation.jpg
Sprint-finalen gik til gengæld helt, helt galt. Den foregik i centrum af Ungarns gamle kongeby Szekesfehervar. Hele ugen var grotesk varm med laveste løbstemperatur på 32 grader, højeste 35 grader – i skyggen. I det indviklede område ved post 4-5-15 kæmpede jeg desperat for at kunne se ud gennem en blanding af sved og solcreme, men jeg kom aldrig til at kunne se posterne. Obs: Aldrig, aldrig solcreme i ansigtet inden o-løb….
Thomas Jensen fra Tisvilde blev verdensmester!
Se kortet her: Sprint finale.jpg
Videre til mit hovedmål, skov-kvalifikationen. Konstruktionen er lidt indviklet, men dette løb er adgangsporten til mellemdistancefinalen – der igen er den letteste vej til langdistance-finalen.
Varmen var helt ulidelig, og det handlede mindst lige så meget om at tackle temperaturen som om selve orienteringsløbet. Godt løb jeg absolut ikke, men jeg løb vældig godt på langstrækkene, og selvom min hjerne kogte fuldstændig over til sidst, så jeg i flere minutter måtte søge skygge, kom jeg sikkert i finalen med en 17. plads i heatet (de 30 bedste fra de to heat til finalen)
Se kortet her: skov kvalifikation.jpg
Mellemdistancen blev speciel. Temperaturen var det mest groteske, jeg nogensinde har oplevet, vi sad i bilen med air condition til sidste øjeblik, alligevel var det som at løbe med en rygsæk med mursten. Jeg lavede småbom på 2-3-4-5 og var nede omkring nr 40 af finalens 60 deltagere, men derfra løb jeg stort set fejlfrit, mens konkurrenterne bommede, bommede og bommede. I mål var jeg næstbedst, og selvom de 30 bedste stadig manglede, holdt præstationen til en 12. plads, min absolut bedste veteran-VM-placering nogensinde.
Se kortet her: mellem Finale.jpg
Tilbage var langdistancen, hvor mit ”drømmemål” på forhånd var top 20. Jeg blev i sin tid nr 18 på langdistancen på hjemmebane i Grib Skov, men hjemmebane var det jo ikke ligefrem denne gang.
Temperaturen satte ny rekord, og alle vidste, at det ville blive en afgørende faktor. Danske Thomas Jensen var nærmest storfavorit efter helt at have smadret alt og alle på kvalifikationen, men han tabte i omegnen af 10 min på varme og dehydrering i et kæmpe-kæmpe bom til sidst. Jeg løb selv koncentreret og disciplineret stort set uden bom men hist og her med ret groteske vejvalg for at sikre, at jeg holdt mig løbende uden at bomme. Der var mange gange, hvor hovedet var ved at koge helt over og tempoet måtte sættes ned. Jeg blev lige præcis nr 20, og selvom jeg ikke overgik mellemdistanceplaceringen, var det fint.
Se kortet her: lang Finale.jpg
Rasmus og Linda løb publikumsbaner, mens Sofie bakkede op med kold væske ved start og i mål. VMOC er gamle verdensstjerner blandet med glade motionister. Et stævne-set up, der er et rigtigt VM værdigt og alligevel masser af hygge og fællesskab – ikke mindst i med de andre danskere. Jeg er blevet fan af WMOC!!
I år er det i Syditalien. Faktisk passer det ret perfekt med Sprint-VM i Vejle i uge 26, italiensk 5-dages i uge 27 og WMOC i uge 28. Men jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan familiekompromiset i 2022 kommer til at se ud, for at jeg også i 2022 kommer til at stå på startstregen.
/Jesper Fenger-Grøn