Så skulle vi endelig igang igen!
Covid19 fik jo ændret WOC2020 til WOC2022, derfor var det længe siden, vi sidst var i WOC-trøjerne i “officielt øjemed”. Men som afslutning på en WOC2022-træningslejr for landsholdsløbere og Verdens-elite, skulle der afvikles WorldRankingEvent (WRE) i Sprint i Aabenraa og Billund i weekenden d 23. og 24.okt. Alle dele af WOC2022-organisationen skulle trykprøves, og dermed alle de frivillige i sving.
Som så mange andre i klubben, har jeg tidligere meldt mig under fanerne som frivillig til WOC2022. Det er vel ca 1,5 år siden vi sidst var samlet i WOC-stævne regi, så der var da lige behov for at få repeteret nogle ting ;o). Et par fælles online-møder med funktionslederen og de andre i gruppen, fik dog tingene til at falde på plads, og med ganske ok vejr i sigte, tegnede det til at blive en superfed weekend i O-løbs regi.
Og hvor var det bare fedt, at være en del af så stort et setup (og det bliver nok ikke mindre til sommer). Hele vejen rundt var der bare god stemning.
Faktisk føltes hele weekenden næsten som en stor klubtur. Uanset hvor man vendte sig hen, var der Snab’ere igang i en bred vifte af opgaver: Karantæne-funktion, Postudsætning og indsamling, postvagter, opbygning og nedtagning af stævneplads, forløbere på banerne, forplejning, osv….Der var da godt nok kompetencer i alle afskygninger i sving.
Der var mindst lige så mange medlemmer fra de andre arrangør-klubber igang - fedt at opleve godt samarbejde og at få nye gode bekendtskaber – så er det flere at hilse på, på fremtidige stævnepladser ;o)
Derudover var det også virkeligt inspirerende at opleve alle disse dygtige dedikerede løbere, der bare gav den gas ude på banerne! Blandt dem var 4 unge løbere fra OK-SNAB ude og dyste på banerne. Det var Ida og Malin Agervig Kristiansson (nyslået junior-Verdensmester i Sprint), Jeppe Edvardsen og Eva Örnhagen Jørgensen.

Lørdag var der individuel Sprint på programmet i Aabenraa, med kvalifikation om formiddagen, hvor de 45 hurtigste løbere gik videre til A-Finalen om eftermiddagen. Både Ida og Malin gik videre til A-finalen, hvor det blev vildt tæt mellem de to søstre! Malin var kun 3 sekunder hurtigere end Ida – men det blev desværre ikke til en plads på podiet.
Jeppe E og Eva havde begge gode løb, og løb med i eftermiddagens B-finale.
Søndag var der Knock-out Sprint i Billund. Det er en ny og meget publikumsvenlig konkurrenceform, hvor man løber både kvalifikation, kvart- og semi-finale, samt finale i løbet af én dag. Der starter op til 6 løbere af gangen, hvilket gør det meget intenst, og banerne kan være med gaflinger eller ej, hvilket øger spændingen. Her i weekenden var start og mål desuden lige ved siden af hinanden i semifinale og finale, og det bliver det altså ikke mindre intenst af ;o)
Til kvalifikationsløbet om formiddagen, hvor de 12 bedste fra hvert heat går videre til Kvart-finalen, lykkedes det både Ida og Malin at kvalificere sig videre til kvart-finalen, men måtte se sig “knocked-out” derefter.
I kvart-finalen er de 3 bedste fra hvert heat videre til semi-finalen, og fra Semi-finalen er de 2 bedste fra hvert heat videre til finalen. Og så kan vinderen af Knock-out Sprinten endelig kåres.
Både i Aabenraa og Billund, var der arrangeret publikumsløb, som blev afviklet imellem WRE-løbene. Der var enkelte Snab’ere til start. Rasmus E gjorde det rigtig godt i H16, hvor han tog en første-plads begge dage.
Det var så den weekend – hold da op, den fløj da afsted! Det bliver så fedt til sommer til WOC2022. Jeg kan i hvert fald kun anbefale at blive en del af WOC2022-teamet og blive en del af det store fællesskab.
Her er link til DOF’s artikel om weekenden: https://www.do-f.dk/dansk-orienterings-forbund/nyhed/8359-vm-vaerter-testede-event-set-up , og ellers kan man like/følge “World Orienteering Championships 2022 Denmark” på Facebook, hvor der ligger en masse billeder og anden information.




