Weekenden stod igen på DM. Denne gang hele 2 af slagsen.
Lørdag var der DM stafet i Blåbjerg plantage. Et spændende og svært terræn, hvor også mere erfarne o-løbere blev udfordret undervejs. OK Snab var repræsenteret med hele 11 hold og 3 hold kom hjem med medaljer.
Det blev til en flot sølvmedalje i D16 med Ella på 1. tur, Filippa på 2. tur og Agnes på 3. tur. Ella kom i mål som nummer 2 og den placering holdt hele vejen hjem. Vores dygtige junior drenge Jeppe E, Morten og Linus vandt bronze i H21. En samlet tid, som var hurtigere end vinderholdet i H20. Sidste medalje blev også af sølv, og den gik til Torben, Jesper og Flemming i H50.
Henrik, Johanne og jeg havde lavet vores eget familiehold i åben stafet klassen. Jeg løb 2. turen, som var en mellemsvær bane. Det gik faktisk rimelig godt. Jeg fik indhentet Kolding og vi endte som nummer 2. Personligt er jeg ret vild med at løbe i de vest jyske plantager, hvor bakkerne er mindre og underskoven er uden brombær. Der er også noget helt særligt over at løbe stafet. Stress-momentet ved massestart på 1. tur og ventetiden i skifteboks for 2. og 3. tur. Man ved aldrig helt hvornår man skal forvente at blive sendt i skoven. Som tilskuer er det også spændende.
Alt i alt en god dag i et spændende vestjysk terræn, gode baner, godt vejr og klubhygge
Søndag gjaldt det så DM lang i Stråsø plantage. 38 Snab`er var tilmeldt. Terrænbeskrivelsen lød på vestjysk hede plantage med en del indlandsklitter. De svære baner startede ud i et område med tæt fyrekrat.
Her var der mange som løb ind i problemer og jeg hørte flere sige, at de var tæt på at give op. Ud fra stræktiderne ses det også, at mange har brugt meget lang tid på at finde posterne her. Jeg brugte da også temmelig lang tid på min post 3 og 4. Herefter blev det nemmere synes jeg, og det tror jeg de fleste vil give mig ret i. Dog er indlandsklitterne dækket af lyng, som nogle steder er temmelig højt og svært at løbe i. Mit indtryk er at de fleste havde en god tur.
På stævnepladsen blev der nørdet kort og Lola havde kanelsnegle med til alle fra Snab. Tak for det.
Det blev da også til hele 7 medaljer:
Guld til Eva i D18, Ulrika i D50 (med mere end 6 minutter til nr. 2) og Grethe i D75 (selv om hun synes, at hun brugte alt for lang tid på post 3).
Sølv til Marie i D10, Rikke i D20 og Flemming i H50.
Bronze til Rasmus H14.
Linus blev nr. 4 kun 17 sek fra Bronze i H20.
Endnu en gang et vellykket og meget fint stævne. Vejret var også med os i dag
/af Malene Kaysen Thomsen.




