En flok af OK SNAB's unge mennesker har været på U2 sommerlejr i uge 26. Det lyder til at have været rimelig sjovt!
Nyd deres fortælling her:

I første uge af sommerferien har vi ungdomsløbere fra OK Snab været på U2 sommerlejr i Thy.
Lørdag blev vi hentet oppe ved DTC i Vejle og satte kurs mod Thy. Om aften lærte vi hinanden at kende til "tam tam", som var forskellige små aktiviteter, vi lavede hver aften. Vi så fodbold og fik kage. Vi var 22 løbere på lejren og 7 ledere.
Vi boede i en hytte meget tæt på alle de gode terræner, så vi skulle ikke køre langt ud til nogle af løbene. 3 gange på turen var vi på sliktur. Vi handlede i Menu, og vi købte meget slik, is og chips. Efter løbene hyggede vi os på værelserne, spillede kort, fodbold eller kongespil. Om aftenen skulle vi danse just dance og limbo. (Alt det "tam tam" vi lavede i løbet af ugen, var sygt grineren)
Mandag løb vi det, der hedder Hyttemesterskab. Det er et løb, hvor man dyster i klasserne mellemsvær, kort svær og lang svær, og så gælder det om at være den hurtigste på ens egen bane.
Om eftermiddagen løb vi en meget kort og meget svær ved navn Flying Mile. Det var sjovt og meget svært. Om aftenen skulle vi dyste i nogle hold, vi havde hele ugen, hvor vi skulle lege, at vi var i et Narkokartel. Den aften skulle vi dyste i forskellige lege med en kop.
Tirsdag havde vi hviledag, så vi fik lov til at sove lidt længere. Vi kørte ud til nogle klitter og bunkere. Her skulle vi igen være i de her karteller og løse forskellige opgaver i bunkerne, som vi så fik “narko” for. Det var sjovt og en fed hviledag.
Om onsdagen skulle vi løbe Höker. Det er et løb, hvor man står meget tidligt op og så løber en lang bane. Vi blev vækket 03:30, spiste morgenmad og så kørte vi ud til Vesterhavet, hvor vi skulle starte. Det var virkelig fedt at løbe, for der var helt stille, og man kunne kun høre sig selv og dem man løb med, hvis man løb med andre. Den mellemsvære bane var ca. 8 km, den korte svære var 12 km, og den lange svære var 17 km. Det var hårdt, men vi havde lang tid til det, så man kunne også bare hygge sig på turen og løbe lidt langsomt. Resten af dagen var der nogle der sov lidt. Det var godt vejr, så vi tog også til en sø for at bade.
Torsdag stod dagen på Stafet og Lederløb. Stafetten var sjov og udfordrende på korte baner med mange gaflinger. Der var 7 hold, der kæmpede om at vinde, men ikke alle kunne gennemføre fejlfrit.
Efter stafetten var der en frokostpause ved en badesø. Lederløbet er et løb som løberne laver til lederne. Løbet bestod af en masse små runder og en drikke pause. Løbet startede med en fællesstart og efter ca. 5 min. kunne man se de første ledere bevæge sig ud i søen efter en post. Da lederne havde besøgt søen nogle gange, blev de sat på en udfordring, som lød på at man skulle bunde 2 liter kakao uden at kaste op, og bagefter løbe 400 meter orienteringsløb (det lykkedes ikke helt for dem).
Alt i alt er konklusionen: U2 er megafedt, så hvis du er i alderen 13-16, så tag med på det næste kursus!
Mvh Ella, Filippa, Rasmus E, Axel, Olivia, Agnes og Camilla.




