Klub-o-meter, O-ven, Vejle atletik stadion, rengøring, divisionsmatch, stævner og andre aktiviteter

Mange startede året med at udfylde en Klub-o-meter analyse og efterfølgende holdt vi en klubaften, hvor DOF’s konsulent(Martin) gennemgik resultatet og styrede debatten. De mange fremmødte (20) og ivrige debatterende medlemmer kom med masser af godt input til bestyrelsen. Martin indledte med at fremhæve, at undersøgelsen viste en velfungerende klub med mulige forbedringsområder, som vi med fordel kan sætte fokus på. Siden vi kom med i Elite Vejle og lavede mønsterklub analysen har vi arbejdet meget med kommunikation, og vi har fået denne post bemandet i bestyrelsen, hvilket har givet resultater med bl.a. en ny flot hjemmeside, som Martin roste som en af de bedste klubhjemmesider, hvilket viser at resultaterne ofte kommer, hvor der er fokus. De sidste år har vi arbejdet med at omlægge vores kort efter digital grundmateriale, men det har ikke været et fokus område som f.eks. træning og kommunikation, hvilket også afspejles i analysen, da korttegning fremstår som det punkt med det største behov for øget fokus. På generalforsamlingen overtog Poul ansvaret for kort området, og når han er kommet godt på plads i stolen, så vil vi tage hul på arbejdet med at finde ud af hvordan fokus på korttegningen kan øges. Til rekruttering og fastholdelse var der også en del input, som er givet videre til ”Find vej i” projektet, der som et konkret nyt tiltag introducerer en ”O-ven”, som alle nye får tilknyttet til at guide dem med de praktiske ting, som man møder i vores ofte lidt for indforståede o-verden. Øvrigt input fra analysen vil bestyrelsen arbejde videre med.

På generalforsamling tog vi afsked med Lars Munch og Peter Leineweber, som har ydet en stor indsats i bestyrelsen gennem mange år, men heldigvis er nye friske og erfarne folk klar til at tage over. Flemming Jørgensen som ansvarlig for træningsudvalget og Poul A. Christensen for kort udvalget. Jeg håber, I vil tage godt imod dem og hjælpe dem godt i gang.

Gamle stadion, nye klublokale eller hvad vi nu har kaldt vores tilhørssted, skifter navn til ”Vejle Atletik Stadion”, så det opfordres I til at bruge fremadrettet, så det bliver banket fast. Navneskiftet indikerer også, at fremtiden for stadion er ved at være lagt fast, og vi er netop indkaldt til næste brugermøde, hvor ønsker til indretning af lokaler og nyt nøglesystem er på dagsorden.

Med forårets komme betyder det også, at vi går ind i det halvår, hvor Snab skal gøre rent på stadion(VIF tager vinteren). Vi har diskuteret i bestyrelsen hvordan vi får løst opgaven. Sidste år var det på turnus ordning styret af Ditte, men det er en forholdsvis tung administrativ løsning ikke helt uden problemer, så vi vil hellere prioritere bestyrelsens arbejde på andre opgaver. Det betyder at enten skal vi hurtigst muligt have fundet en frivillig til enten at planlægge rengøringen eller selv udføre den. Hvis det ikke er muligt vil vi betale os fra at få udført opgaven

Her er nogle af de væsentlige aktiviteter i 2012

33 Snab’ere åbnede sæsonen med deltagelse i et velbesøgt Nordjysk 2-dages og 53 løbere er klar til klubturen til årets Påskeløb, som i år foregår på Rømø med indkvartering på Visby Fritidscenter i Bredebro.
 
Lige før påske er der DM i sprint og ultra lang og lige efter gælder det DM nat. Derefter er det tid til at tænke på den første divisionsmatch, som er den 22. april i den spændende klitplantage Kærgård, som har været lukket for o-løb i mange år. Den anden match er først den 23. september i Lerskov. Afhængig af resultatet så skal vi løbe finale eller kæmpe for pladsen i første division den 7. oktober. Så husk at reservere disse 3 vigtige datoer.

Den 28. april gennemføres den største fællessatsning nogensinde fra DOF’s side på at synliggøre vores kære o-sport. Der bliver ca. 50 events i Danmark den dag med massiv både fælles og lokal annoncering. Snab er selvfølgelig også med og har nedsat en projektgruppe med Kate Nielsen i spidsen til at lave vores event, som bliver i Nørreskoven. Forårets begynder instruktion for nye tilrettelægges, så det ligger i umiddelbart forlængelse af Find vej i dagen den 28. april. Du kan støtte ved at møde op den 28. april og vise flaget og allerhelst medbringe et par interesserede bekendte. Følg med på hjemmesiden.

Snab skal i 2012 lave 2 stævner. Den 10. juni laver vi Vejlestafet i Frederikshåb, som vi har lånt af Kolding. Her er Peter Skov Nielsen stævneleder og Flemming Jørgensen banelægger. Den 9. september skal vi lave B-løb i Tirsbæk. Her er Kaj Isaksen stævneleder og Jesper Fenger er banelægger.

Den store aktivitet i klubben kræver også en god økonomi, hvis ikke egenbetalingen skal stige voldsom, så vi ser i bestyrelsen løbende på mulighederne for at skaffe ekstra indtægter til klubben. Ud over stævner har uddeling er affaldsposer hvert år givet et godt bidrag til økonomien. Vi har også været hjælpere ved VIF’s løb, men i år skal vi som noget nyt være hjælpere ved cykelløbet Aarhus – København, som genopstår efter en lang pause. Løbet er den 2. september, og vi skal bruge 25 hjælpere, så har du lyst til at hjælpe og hjælpe Snab’s økonomi, så meld allerede nu tilbage til Henrik.

Andre interessante løb, hvor det forventes at mange Snab’ere deltager.
Vestjysk 2-dages den 23-24. juni
JFM stafet og individuel 18-19. august.
I sommerferien er der mange, som snakker Læsø 3-dages 18-20 juli, som er et hyggeligt lille løb i et spændende terræn. Har man mod på lidt mere, så er der også O-ringen 21-27 juli i Sverige, hvor en del allerede er tilmeldt. Vil du vide lidt mere, så snak evt. med Flemming eller Ulrika.