I år var Påskeløbet i Kolding, hvor der både var mulighed for almindelig orientering og MTBO. 

Omkring 50 snab'ere var i år taget til Påskeløb i Kolding. Som noget nyt i år var der også mulighed for at køre MTBO ( I MTBO køres der kun på store stier og veje, og kun disse er indtaget på kortet. Du skal derfor hele tiden være godt med på kortet. Du må heller ikke ikke forlade din cykel og lige løbe over og klippe en post.)

Der var MTBO torsdag og fredag, som nogle snab'ere også benyttede sig af, og de seje løb først og cyklede bagefter. Som noget andet nyt skulle vi også løbe med touch free SportIdent, hvor man ikke en gang behøver at røre posten, før den registrerer det. Man skulle lige vænne sig til det, og man blev også lidt mere modig hen på 3. etape.

 
1. etape blev afholdt i Fovslet. En forholdsvis tæt skov med mange grøfter, hvor det godt kunne betale sig at løbe udenom. Selvom det var udfordrende baner, var der er alligevel mange snab'ere der klarede sig godt. Hele 7 snab'ere var bedst i deres klasse på 1. etape.
 
2. og 3. etape blev afholdt i Stenderup Skovene som er mere åben end Fovslet, men med flere grøfter og mange brombær. 2. etape bød på en mellemdistance i Stenderup Midtskov. Her var det med at holde styr på, hvor man skulle hen og huske at tjekke alle postnumre, da der var rigtig mange poster i skoven. Banerne var igen rigtig gode og udfordrende, hvor der ( I hvert fald på de svære baner ) skulle løbes rigtig meget lige på. Igen på 2. etape var der gode resultater fra Snab. Her havde vi 6 etape sejre. Her i blandt Axel, der endda havde løbet så hurtigt i H10A, at speaker Henrik Knudsen lige måtte interviewe ham, da han kom i mål.
Her sprinter Laura i mål, med far halsende bagefter.
 
3. og sidste etape foregik i den anden del af Stenderup Skovene, men med samme stævneplads. På den sidste etape var der selvfølgelig jagtstart. Her gælder det om at holde hovedet koldt, hvis man vil holde sin placering eller hvis man lige skal hente den foran en. Banerne var igen gode og udfordrende og i denne del af Stenderup er der også lidt flere kurver ned til vandet. Her formåede Axel, Sofie, Ulrika, Martin og Flemming at holde deres første pladser og Bettina kom også op på en flot første plads. Alt i alt havde Kolding OK og Melfar OK arrangeret et godt Påskeløb.
 
God påske fra Rikke
 
Og hvis man ikke allerede var god til at springe over grøfter, er man det i hvert fald nu...