Når Snab holde sommerlukket og ferien er i gang - hvad stiller man så op med sin trang til orientering? Her er to muligheder, som jeg kan anbefale.

 

Løb i Danmark - f.eks. Læsø 3-dages

Der er ikke vildt mange løb at finde på O-Service i sommerperioden, men dette traditionsrige tredages arrangement er en mulighed i år. Løbet afholdes normalt hvert andet år, og er en fin lejlighed til at komme lidt væk fra de vanlige græsgange. Når ikke der løbes, er tempoet lige en tand mere afslappet på Læsø end de fleste andre steder - det er endnu en charme.
Mon ikke et par familier eller fem fra Snab finder færgelejet i Frederikshavn - det er altid hyggeligt at snakke banerne igennem med nogen, man kender.
De sædvanlige aldersklasser og sværhedsgrader tilbydes.
16-18/7 www.viborgok.dk/laesoe

Løb i … ja - hvad med Slovenien?

Slovenien byder bl.a. på det unikke karst-terræn, som bedst kan beskrives som ”sindssygt masser af stejle lavninger!” Lavningerne er opstået ved sætninger i terrænet, der hviler på kalk-klipper, som er gennemhullet af huler. Specielt på de svære baner bliver det meget anderledes end i Danmark.
Slovenerne er venlige mennesker og de nedenstående arrangementer er flot og professionelt strikket sammen. Vi har flere gange løbet OOCup, men i år passer BuboCup bedre i kalenderen.

Disse 5-dages arrangementer har en ekstra udfordring for de ”vilde”: Såkaldte Ultimate-klasser, hvor der løbes på kort uden stier eller veje. (Og det kan faktisk lade sig gøre at gennemføre.)  Der er også åbne mellemsvære og lette baner, hvis man vil lidt ned i sværhedsgrad i det nye terræn.
Det er muligt at tilmelde sig lige præcis det antal dage, man vil.
24-28/7 www.bubocup.com
1-5/8 www.oocup.com

Du er velkommen til at spørge til vores erfaringer med disse løb !

Morten, Helle og Henning Schou