Her finder du endnu en sommerferieberetning fra det virkelige o-liv
Mange Snab’ere har været udenlands og prøve kræfter med diverse kort i sommerferien. Og jeg tror næsten at det italienske ”5 days og Apennines” har deltagerrekorden med 13 Snab’ere. Fam. Fenger-Grøn, Fam Isaksen samt undertegnede kæmpede ikke blot mod spændende terræner, men også en brav kamp mod varmen, og vejsvingene på vej ud til etaperne.
Fam. Isaksen og os havde valgt at bo på en campingplads i Rapallo, ca. 55 km fra stævnepladserne – men hvilke 55 km!!! Campingmutter havde til stor fryd for især tøserne valgt at placere os i 2 mobilhomes lige ved siden af hinanden. Praktisk, for så kunne vi indrette vores egen lige SNAB-gård med spise/hyggeplads imellem vognene, og her blev mange vejvalg, bom, tider, pizzaer og øl fordøjet.
Kaj havde udskrevet en speciel konkurrence i H21AK, hvor både han, Oliver, Jonas, Niels samt Terkel fra Melfar deltog. Jeg nåede aldrig helt at lære reglerne, men bedste stræktid til en post gav point, post 1, 5 og nogle flere gav ekstra point. Fra sidstpost og hjem gav rigtig godt og vinderen (af de 5) kunne også høste ekstra point i håbet om at nå den samlede sejr. Tænk sig, at man også skulle løbe og tænke på alt dette udover at finde vej…. Kaj blev endda observeret ved en post, mens han studerede vejvalg til næste post, og først da det var på plads, blev posten klippet og så af sted… Nå, men den konkurrence vender vi tilbage til.
Her sammenlignes der stræktider.
Vi havde opholdt os i varmen ved Gardasøen et par dage inden ankomsten for at akklimatisere os. Kaj var ankommet til Rapallo en halv dag før os og havde rekognosceret vejen ud til start til 1. etape – i hvert fald de første 8 km og her var vejen fin… Så vi fulgte efter C5’eren op ennem bjergene, mens der blev mere og mere stille på bagsædet. Når jeg en gang imellem forsigtigt kiggede ud gennem en sprække mellem hænderne for øjnene, så jeg den smukkeste udsigt over skovklædte bjerge, små farverige landsbyer og det blå blå Middelhav, men der var godt nok langt til stævnepladsen... Og endnu længere til starten, 1500 m på en kategori 4 bakke i 34 graders varme – og pludselig da jeg stod i starten – 5 min for sent – var den sølvgrå C5 pludselig væk, og nu måtte jeg selv finde vej….Spændende, og ikke den bedste km-tid jeg har haft, men jeg fandt hjem igen, med alle poster og det var en sejr i sig selv…..
Men også i Italien kan man have problemer med beregningen og der var ingen stræktider på 1. etape, det tog de nu ikke så tungt, rystede bare lidt på skuldrene. Så i mangel af disse, måtte d’herrer sammenligne statistiktal fra bilernes gps om aftenen. Ja, de havde ikke kørt samme vej fra Vejle til Italien, men det lod til at være ligegyldigt, og Kaj fandt ud af hvor hurtigt drengene havde kørt, mens han havde sovet…. Ups!
Næste dag kørte vi op i 1500 m højde til starten, og hvilken stævneplads. Selv i Munkebjerg får vi altså svært ved at slå den udsigt. Kortet var overvejende gult med masser af brugbare kurver og enkelte hvide klatter med skov. FEDT FEDT at løbe på, selvom det var knoldet og ujævnt, så var det en noget anderledes oplevelse end Nørreskovens kurver.
Den flotteste stævneplads!!
Efter en hårdt tiltrængt hviledag med regn- og tordenbyger, badning i Middelhavet, samt sightseeing, skulle vi så løbe 3. etape i den gamle bydel i Genova. Yes, nu skulle vi løbe sprint, troede vi. Og det var da også et sprintkort, men det var den længste etape i D45 – 4,1 km slap jeg med. Men jeg ville ikke have undværet én eneste af dem. Starten måtte udsættes 10 min, idet de ikke lige havde fået sat clear-posterne op kl 10. Men allerede efter 7 min gik de i gang (pyt med dem der stadig varmede op i troen på at det var udsat 10 min…)
Alle var dog enige om at det var turens absolutte højdepunkt.
At løbe rundt i gyder og stræder så smalle at nogle af deltagerne har måtte gå sidelæns igennem dem, det var anderledes. Her løb vi rundt med vasketøjet om ørerne og hoppede over døde rotter, mens turisterne måbende så på. Vi var også gennem kvarteret med letpåklædte damer på hjørnerne (jo, jeg HAR checket mændenes stræktider her ;-) ) . Sprintkongen i Snab havde glædet sig som et lille barn til denne etape og han skuffede ingen, men løb sejren sikkert hjem foran de andre 4.
Samme aften havde vi tilmeldt os et bonusløb i den lille bilfri by Camogli – til gengæld var der trapper, rigtig mange trapper !!! Her havde Sprintkongen indlagt en ekstra konkurrence, de 4 Snab’bere
skulle aftenen før aflevere deres bud i en forseglet kuvert, på den indbyrdes placering i denne sprint (og her var der tale om en sprint). Vi nåede ud til byen i så god tid at vi kunne nå at hoppe i bølgerne inden løbet – endnu en fantastisk stævneplads, med start og mål 50 m fra Middelhavet. Og her mine damer og herrer, viste Snab’s kronprins i disciplinen sprint at kongen kan besejres – Oliver løb af med sejren – og han havde faktisk hele placeringsrækkefølgen på plads og kunne inkassere en god flaske rødvin.
Rikke løb her med SNAB’s eneste etapesejr i D12 i den uge! Men så var alle ben også godt brugte. Dagens sammentælling viste at selv de mindste ben havde gået/løbet 20 km den dag!!
Så nåede vi til 4. etape og stillingen var nu sådan, at der skulle løbes meget meget taktisk hvis Oliver skulle fratages den samlede sejr i den interne konkurrence. På dagens kort havde man strøet en hel masse sten ud, til ingen verdens nytte. For der var så mange at man ikke kunne læse sig ind på dem alligevel og samtidig var kurvebilledet komplet umuligt at se. De havde så sat en del af banen ind i 1:7500 – men pludselig skulle man tilbage til 1:10000 igen og det var noget rod…. Målet havde de placeret nogle hundrede meter fra selve stævnepladsen, det forstod vi ikke så meget af, men vi havde på det tidspunkt lært, at så ryster man bare lidt på skuldrene og så går det nok.
Nøjagtig på samme måde som der køres bil dernede…. Det var også her at p-pladserne pludselig slap op, så de gerne ville have bilerne kørt ind på en håbløst tilgængelig mark. Men p-vagterne kunne så meget engelsk – til forskel fra dem der stod i infoteltet, som kun talte italiensk – at de forstod at der kørte en dansk Toyota altså IKKE ind, og så var der alligevel plads efter lidt skuldre-rysten.
5. og sidste etape var en jagtstart. Men alle de der var med indenfor en time startede kl 12.00 og alle andre kl 9 – fixtider var der ingen af. Og starttider dukkede jo aldrig op på nettet som lovet aftenen før. Så mange kom ikke til start til tiden. Til gengæld rystede de igen bare lidt på skuldrene, og gav os en ny starttid……Men den samlede sejr løb Oliver af sted med, foran Jonas. Selvom det stadig er nogle af de mere modne løbere en gåde, at de unge mennesker som alt for sjældent har et kort i hånden kunne gøre det så godt ….
Men selvom meget af tiden gik med løb, så var der også masser af tid til at bade, spille bordtennis og hyggesnakke samt lege turister. Her var en af de helt store oplevelser at køre med en italiensk bus på de små veje. Lynhurtigt bliver sidespejle klappet ind, eller forbipasserende må redde en scooter. Man kører frem, ryster lidt på skuldrene og alt er godt igen.
Så det er ikke sidste gang at sommerferien står på o-løb – men måske prøver vi noget andet end den italienske model næste år, det var ikke det hele der var blevet godkendt af en dansk stævnekontrol…
Ciao