59 forventningsfulde og nervøse klubmedlemmer (alder 2 år - ca. 75 år med mere og især mindre o-teknisk erfaring) drog til Sverige den sidste weekend i efterårsferien for at prøve kræfter med orienteringsløb i svensk terræn.

Umiddelbart tænker man måske, at det da ikke kan være så meget anderledes end at løbe i Danmark. Men alle oplevede vist, at der er afgørende forskelle mellem landene med hensyn til terræn og orienteringsteknik.
Hvis vi bare starter med ordet en "mose", så kan det hedde "sankmark, sumpskog, mosse, myr og surdrag" på svensk. Orienteringsteknisk fandt vi også ud af, at moserne var gode at orientere efter. En ting var at se dem, men det var også en ekstra sikkerhed, når man mærkede vandet sive ind i skoene, SÅ vidste man - og ikke mindst Marcus - at man var på rette mose-vej.
Store sten og ”stup” blev også pejlemærker, vi åndede lettede op over at finde i terrænet.

 

 

 

Det blev også en tur med ærlig selvransagelse efterfulgt af god læring. Flere lærte at lægge den gennemførte tur op på Livelox, hvor vi kunne følge hinandens løb med alle bom og kaffepauser synlige. Det blev til rigtig mange: " Nåhhhh, det var det, jeg gjorde, så forstår jeg bedre, at..." og "Wauw, var det vejvalg så meget hurtigere end mit?!"

Træningerne var lagt godt tilrette, så vi førstedagen fik kulturchokket i små grupper i ro og mag på et lokalt kort. Andendagen løb vi åbne baner formiddag, med mulighed for ekstra eftermiddagstræning, skiløb eller aftenleg. Tredjedagen var der valgfrihed mellem åbne baner og svensk klassificering.

Der var mange flotte resultater. Skal vi nævne nogle få må det være, at på lørdagens åbne baner vandt Ebbe Rosenvinge den korte bane. Felix Isaksen fik en flot 7. plads på den længste bane.
Søndag besatte Thyra Madsen og Sejer Rosenvinge hhv 1. og 2. pladsen i U1, skarp forfulgt af Tilde Westergaard og Laura Busch. Jeppe Liengård var knapt 4 min efter Morten Jørgensen i H16, Urika Jørgensen vandt D45. Flemming Rosenvinge var kommet ud på for let/kort en åben bane, for han vandt suverænt Ö5. Flot løbet!!

En meget vellykket tur med stor tak til drivende kræfter
- først og fremmest Jesper Fenger-Grøn og Helle Schou men også tak til alle bagermestrene, middagskokkene, opvaskerne og hyggetanterne for store og små.