En historie om alle de frivillige, som bidrager til at lede Dansk Orienteringsforbund.
Af Kate Nielsen, formand for Sydkredsen

Min fortælling handler om de usynlige frivillige, hvis indsats er helt nødvendig for, at der fortsat kan dyrkes orienteringsløb i Danmark for både bredde og elite. Der er rigtig mange frivillige ude i klubberne, som bidrager til den enkelte klubs aktiviteter.

De er som regel forholdsvis synlige for klubbens aktive medlemmer. Dem, jeg vil skrive om her, er de mange, som bidrager til den over-ordnede ledelse og drift af Dansk Orienteringsforbund (DOF) i samarbejde med forbundets ansatte.

I Sydkredsen har vi i flere år haft svært ved at skaffe frivillige til opgaver uden for klubberne, - og her i 2017 må vi konstatere, at denne tendens har bredt sig til hovedbestyrelsen og DOF’s øverste ledelse. Jeg har igennem 7 år været formand for Sydkredsen og medlem af DOF’s hovedbestyrelse.
Jeg tror, at en af årsagerne til at de frivillige ikke ”hænger på træerne” er, at der faktisk ikke er ret mange orienteringsløbere, som ved, hvad arbejdet som frivillig i ledelsen af DOF indebærer. Ved at synliggøre det arbejde, som ”den usynlige hær” udfører, håber jeg, at kunne øge interessen for det frivillige ledelsesarbejde i DOF.

Den øverste ledelse i Dansk Orienteringsforbund er hovedbestyrelsen, - i daglig tale kaldet HB. Vi er 7 medlemmer af HB: Formanden, 3 menige medlemmer samt de 3 kredsformænd. Formanden for Dansk Orienteringsforbund er Walther Rahbæk fra Ålborg. Han har været formand i 3 år.

Hovedbestyrelsen mødes ca. 8 gange årligt. Halvdelen af møderne foregår på Skype. En mødeform, som har været anvendt i HB i de seneste 3 år med succes. Det sparer både tid og penge og med lidt øvelse, så giver det faktisk nogle funktionelle og effektive møder. Ud over møderne på Skype, så mødes vi fysisk om aftenen eller i forbindelse med en weekend. Forbundets ansatte direktør delta-ger i alle HB- møder, - og sammen med formanden udgør han den øverste ledelse i Dansk Oriente-ringsforbund.

Overordnet kan man sige, at HB varetager klubbernes interesser, - vi er jo også valgt af klubberne. Ud over klubbernes interesser varetager vi opgaver i forhold til eliten og i forhold til internationalt samarbejde omkring orienteringsløb. Vi varetager også opgaver i forhold til vores samarbejdspart-nere som f.eks. Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Her følger nogle konkrete eksempler på ting, som drøftes og besluttes på HB-møderne:

•    Vedtagelse af budget og løbende drøftelser af økonomi / regnskab i forhold til budget
•    Beslutninger omkring udvikling og investeringer i O-service (tilmeldingssystem til O-løb)
•    Beslutninger omkring politikker, struktur og forretningsgange i forbundet
•    Større investeringer som f.eks. indkøb af GPS-system til brug til træning og i forhold til Find-vej-projektet
•    Beslutninger om igangsætning af projekter og ansøgning om fonde, puljer mv. til finan-siering af projekter
•    Beslutninger omkring internationalt samarbejder og afvikling af internationale løb i Danmark
•    Endelig beslutning omkring reglementer, koncepter og planer. F.eks. omkring forbunds-bladet ”orientering” og ”eliteplan for 2017-2020.

Det er i øvrigt HB, som ansætter DOF’s direktør, mens de øvrige lønnede medarbejdere er ansat af direktør eller sportschef (elite).

Hovedbestyrelsen i Dansk Orienteringsforbund er valgt af repræsentantskabet, som mødes én gang årligt. Repræsentantskabet er typisk formænd fra landets 80 orienteringsklubber. Formålet med re-præsentantskabsmødet er dels at vælge en hovedbestyrelse og dels at skabe et forum, hvor man kan gøre status over årets gang i dansk orientering og sammen lægge de overordnede rammer for frem-tiden. Ud over dette er repræsentantskabsmødet et vigtigt forum for udveksling af erfaringer, viden og gamle venskaber på tværs af landet og klubberne.
Hovedbestyrelse skal, som det fremgår af ovenstående, primært beskæftige sig med ledelse på et strategisk niveau og se bredt på alle aspekter af orienteringssporten. Men der er brug for specialister og mere detaljerede, fagligt funderede handlinger på taktisk og operationelt niveau. Denne del af ledelsen varetages af Områderne. Der er i øjeblikket 14 områder i DOF: De centrale områder med kerneydelser, og de øvrige områder som udgør støttefunktioner.

Kerneydelserne varetages af:

-    Området for børn og unge
-    Området for elite
-    Området for motion og foreningsliv
-    Området for Mountainbike orientering (MTBO)
-    Området for skoleorientering

Støttefunktionerne er:

-    Området for kort
-    Området for skovadgang
-    Området for internationalt arbejde
-    Området for organisation
-    Området for finansiering
-    Området for kommunikation
-    Området for rekruttering
-    Området for Stævne og reglement
-    Området for uddannelse (DOF-akademiet)

Hvert område har en områdeformand, som refererer direkte til HB via en fast kontaktperson. Ud over områdeformanden har hver af de 3 kredse ret til et medlem i Området. Desuden kan område-formanden frit rekruttere medlemmer ud fra deres faglige kvalifikationer i forhold til områdets op-gaver. Antallet af medlemmer i områderne varierer meget. I nogle områder er der kun områdefor-manden, mens andre områder har op til 10 medlemmer. Ud over de frivillige har mange af Områ-derne én af de ansatte tilknyttet.
For at sikre et optimalt samarbejde mellem Områder og hovedbestyrelsen afholdes der én gang årligt et strategiseminar. Her mødes områdeformændene med HB med det formål at gøre status over områdernes arbejde og efter behov justere strategier og handleplaner.
Områderne er til en vis grad selvstyrende og kan tage egne beslutninger uden at inddrage HB, så længe de holder sig indenfor budget og vedtagne strategier og handleplaner. Områderne holder ty-pisk 4 møder årligt, hvor halvdelen foregår via Skype. Områderne aflægger beretning ved det årlige repræsentantskabsmøde og er typisk repræsenteret her af områdeformanden.

Ud over Hovedbestyrelsen har Dansk Orienteringsforbund en lokal ledelse i form af 3 kredsudvalg, som vælges af kredsens klubber.
-    Østkredsen dækker Danmark øst for Storebælt
-    Sydkredsen dækker Fyn og øer samt det sydlige Jylland
-    Nordkredsen dækker resten af Jylland

Kredsene bestemmer selv antallet af medlemmer i kredsudvalget, men typisk er der 6-9 medlemmer. Kredsudvalget ledes af en kredsformand. Medlemmerne af kredsudvalget har ofte et fagligt speciale som f.eks.: Børn og unge, stævne- og reglement, kort eller elite. Desuden har man i nogle kredse sekretær og / eller næstformand. I Sydkredsen er vi i øjeblikket 4 medlemmer i kredsudvalget og to vakante pladser:

-    Formand: Kate Nielsen, OK Snab
-    Kort: Knud Erik Thomsen, Svendborg OK
-    Børn og unge: Terkel Gydesen, Ok Melfar
-    Stævne og reglement: Per Eg, Kolding OK
-    Motion og foreningsliv: Vakant
-    Næstformand: Vakant

Der holdes 3 årlige klubledermøder i kredsene. Her samles repræsentanter for kredsens klubber for at drøfte aktuelle forhold i kredsen i forhold til orienteringsløb og for at høre nyt fra ansatte og le-delse i DOF.

Kredsudvalget i Sydkredsen mødes også tre gange årligt. På kredsudvalgets møder planlægges klubledermøderne med udgangspunkt i den viden vi har med fra HB og de Områder, som vi hver især repræsenterer.

Hvad skal vi så med alle disse udvalg, områder og møder? Og hvorfor blive en del af alt dette? Er det virkelig nødvendigt med alt det udvalgsarbejde for, at du kan komme ud at løbe træningsløb på onsdag og konkurrence på søndag?
Jeg kan godt forstå, hvis man som helt almindeligt medlem har svært ved at forholde sig til alt dette. Men jeg vil påstå, at det er nødvendigt med en stærk og kompetent ledelse, hvis 6.300 O-løbere, 80 klubber, 11 ansatte og et budget på 12 millioner skal styres i den samme retning.

Jeg blev formand i Sydkredsen ved en tilfældighed, men jeg har aldrig fortrudt det, for arbejdet er spændende og lærerigt, og jeg får indflydelse og møder en masse søde, dygtige og interessante mennesker. Faktisk er der rigtig meget af det, som jeg er med til i ledelsen af DOF, som jeg kan bruge i mit professionelle arbejdsliv. Jeg er således blevet en dygtigere og mere værdifuld medar-bejder gennem mit frivillige arbejde. Men vigtigst er det, at jeg er med til at gøre en forskel for 6.300 danske orienteringsløbere, – også selv om mange af dem ikke kender mig og ikke ved, hvad det er, jeg udfører.