I løbet af foråret vil der være O-teknisk træning for voksne, primært for løbere, som løber Mellemsvære baner - eller er på vej til det. Der vil typisk være et oplæg på et kvarters tid, inden der løbes i skoven. Somme tider vil der være en speciel træningsaktivitet, somme tider blot en bane, som er tilpasset ugens tema.
Der er en vis progression hen over sæsonen, men man kan hoppe på og stige af, som man har lyst!
Så nåede vi gennem det planlaget program for foråret!
Tak for nogle hyggelige onsdage og på gensyn til træning og stævner - men uden organiseret voksentræning. I er naturligvis altid velkomne til at gribe fat i mig for en snak om en bane, et kommende stævne eller andet!
Næste forår regner jeg med at køre et lignende program igennem.
mvh. Henning
Afholdte træninger
30/3 Kompasteknik (Sæsonstart)
Vi starter allerede første gang i Nørreskoven med kompasteknik. Vi ser på begge de to kompastyper (pladekompas og tommelfingerkompas). Banen er lavet med flere stræk, hvor teknikkerne kan afprøves.
For de, som ønsker det, laver vi lidt praktiske indledende øvelser - banen kan efterfølgende evt. kortes lidt af.
6/4 Postdefinitioner (og signaturer)
Det er en stor fordel at vide, i hvilke omgivelser, man skal finde posten!
Opbygningen af postdefinitioner ("hieroglyffer i tern") samt de hyppigst forekommende symboler.
Banen har et stort udvalg af forskellige postplaceringer - der er 16 forskellige fordelt på 17 poster.
13/4 Højdekurver
- Sønderskoven -
Selve terrænet kan ofte være lige så tydeligt at løbe efter som en sti. Banen byder på stræk op og ned af store tydelige slugter og udløbere, flere helt små detaljer og nogle (korte) finorienteringsstræk, som næsten kunne høre hjemme på en svær bane.
20/4 Ledelinjer
En del af teknikken på mellemsvære baner består i at bringe sig tæt på posten ved at følge de lineære terrængenstande som stier, grøfter, hegn, bevoksningsgrænser osv. - det, vi under et kalder ledelinjer. Ledelinjer kan også benyttes som opfang - noget vi vil komme meget mere ind på 4. maj.
27/4 Kurver på egen hånd
- Skrædderbakken -
Meget spændende, stærkt kuperet terræn i Grejsdalen! Der bliver ikke nogen decideret introduktion denne gang, men vi kan snakke banen igennem, inden I løber. Jeres erfaringer fra Sønderskoven kommer til anvendelse - men der vil være en blanding af stræktyper på banen.
4/5 Forenkling af poster
En af de meget anvendte teknikker i O-løb er at "gøre svære poster lette" bl.a. ved at udnytte ledelinjer og opfang. I masser af tilfælde er der ingen grund til at bruge tid på præcise kompaskurser, hvis posten f.eks. ligger i den ene ende af noget stort og letgenkendeligt i terrænet.
11/5 Kurvekort med guide
I får nu chancen for at løbe en mellemsvær bane, hvor stierne er fjernet fra kortet! I får en grundig introduktion til banen og får de samme tips med i form af en skriftlig "guide".
Hvis man efter introduktionen slet ikke har lyst et at løbe ud på et kort uden stier, vil der også være normale kort. (Man kan evt. have det med i sammenfoldet stand som reserve.)
18/5 Bomteknik
- Sønderskoven -
Træning i at læse sig ind på kortet efter et bom.
I løber parvis - med hver sin halvdel af posterne på kortet:
Løber A finder vej til post 1, mens løber B lægger mærke til terrænet, der passeres (helst uden at se på kortet). Ved post 1 (som kun er på løber A's kort) finder Løber B frem til hvor hun mener, I befinder jer og finder derefter frem til post 2 (som ikke er på løber A's kort). Osv. "Reglerne" kan om ønsket opblødes og tilpasses.
25/5 Aktiv kortlæsning
1/6 Strækplanlægning




