Oplæg til træning, efterår 2022

Disse træningsoplæg er primært henvendt til de voksne løbere, som løber mellemsvære baner - eller gerne vil i gang med det.

Plan pr. 31/8 - ændringer kan forekomme.

7/9 Kompasteknik
- Hastrup -
Vi sætter en speciel kompasbane op. Der vil være flere sværhedsgrader, så du kan hoppe ind på det niveau, du regner med passer. Vi er nogle stykker klar til at hjælpe, hvis du har brug for det.
Varigheden er op til dig selv. Så snart du vil, kan du starte på den egentlige mellemsvære bane i skoven. Du skal nok ikke satse på at nå hele kompasbanen (afhængigt af dit tempo, selvfølgelig).

Instruktion og kort. (Materialet udleveres også til træningen.)

14/9 Ledelinjer
- Nørreskoven -
Ledelinjer er de lineære detaljer som grøfter, render, diger, bevoksningsgrænser, hegn (og selvfølgeligt stier og veje). Ledelinjerne kan bruges på to måder:
I terrænet kan du følge ledelinjer på en eller flere dele af strækkene.
Ledelinjer kan også bruges som opfang ("stopsignal"); ligger posten lige efter en tydelig grøft, ved du, at du kan have fuld fart på, indtil du kommer til grøften.

21/9 Kurver og vejvalg
- Grundet Syd -
For hvert stræk på banen skal orienteringsløberen i princippet blot foretage to ting: Strækket skal planlægges, hvilket typisk involverer et valg mellem forskellige mulige vejvalg; derefter skal vejvalget gennemføres.
Når du har lært at læse kortet i fart, kan du planlægge vejvalget på forhånd - ellers må du tage et kort stop. Løb aldrig ud på et stræk uden at have en plan for, hvad du vil!

Grundet skov er stærkt kuperet, så her vil du typisk skulle vælge mellem at undgå højdekurver ved at løbe udenom - versus at æde nogle højdemeter for at korte afstanden af.

(Du kan evt. smugkigge pdf'en til næste uge (nedenfor) - Vi vil ikke gennemgå den i dag, men teknikken er relevant nok.)

28/9 Strækplanlægning
- Sønderskoven -
Vi fortsætter temaet fra sidst, men i en skov, hvor vejvalgene kan være lidt mere komplekse. Sønderskoven har også mange markante slugter og udløbere, som kan være lige så nemme at følge som de sædvanlige ledelinjer.

Strækplanlægning - udførlig plan
Strækplanlægning - eksempel

5/10 Forenkling
- Nørreskoven -
Som nystartet O-løber er man tilbøjelig til at stoppe op og kigge på kortet lidt for tit. Vi vil denne gang prøve at fokusere på at forenkle strækkene, så større dele kan gennemføres i fuld fart uden kortlæsning.

12/10 Kurvekort
- Nørreskoven -
På dette tidspunkt en Nørreskoven nok ved at være forholdsvis velkendt? Men fjerner man stierne fra kortet, bliver det en ganske anden oplevelse...

Vi ses!

På træningsudvalgets vegne
Henning (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)

Vedhæftet
Vis: Kompastræning_1667.pdf [1.02Mb] Download:
Uploaded søndag, 4. september 2022 af Henning Schou
Vis: Strækplanlægning_1667.pdf [33.58Kb] Download:
Uploaded mandag, 19. september 2022 af Henning Schou
Vis: Strækplanlægning-Eksempel_1667.pdf [1.73Mb] Download:
Uploaded onsdag, 28. september 2022 af Henning Schou