Så kan vi endelig tage hul på sensommerens træningsaftner! Som Jesper skrev i sin sommerhilsen, har vi mange spændende træninger på tapetet denne sidste halvdel af sæsonen, så der er meget at glæde sig til.
Der er lavet enkelte ændringer i træningsplanen siden vi gik på sommerferie – dette gælder også Postindsamlerne – så dobbelttjek lige, hvornår I skal hjælpe med det. Desuden er de første nat-løb også tilføjet på træningsplanen.
Mødested og tidspunkt:
Vores første træningsaften, onsdag d 11.8, er i Nørreskoven og mødested er ved klubhuset. Malene Thomsen har sørget for lækre baner til hjerne og ben – og så bliver det jo bare herligt at mødes i klub-regi igen!
Mødetiderne er lidt anderledes end før sommerferien. Til dels fordi vi gerne vil mødes lidt mere samlet som før corona-restriktionerne, og til dels fordi vi gerne vil afholde vores længe savnede fællesspisninger igen, og det – på den anden side - kræver at vi stadig spreder os lidt ud. Ja, det skal ikke være nemt med Corona som medspiller ;o)
Så derfor:
- Ungdomsløberne og minitræning møder kl 17.15 i deres grupper, fuldstændig som før sommerferien.
- Alle voksne løbere møder ind mellem kl 17.30-18.00
- Kort udleveres først fra kl 17.30
Fællesspisning:
Fællesspisning afholdes igen!! Maden er klar ca kl 18.30 – 20.00, og vil blive hældt op til den enkelte. Vi håber på jeres hjælp til at holde ca 1 m afstand til “ikke-familie” i køen og ved bordene. Der er også mulighed for at tage maden med udenfor, hvis vejret tillader det. Det koster 20 kr pr portion.




